23948sdkhjf

Aalborg-udvikler har store planer i Egedal: 300 boliger på vej

Kommunen sælger fem storparceller til 2E Group, der har Schmidt Hammer Lassen med som arkitekt.

Aalborgensiske 2E Group har overtaget Projekt Egedal By A/S, som gennem de sidste 15 måneder forgæves har arbejdet på at realisere det boligbyggeri, som selskabet vandt retten til at opføre efter et udbud i 2016.

2E Group køber samtidig fem storparceller af Egedal Kommune og planlægger at opføre et sted mellem 250 og 300 byhuse og ejerlejligheder til en samlet værdi af op mod 700 mio. kroner.

Egedal By

Egedal By er et 84 hektar stort byudviklingsområde omkring Egedal Rådhus, hvor boliger og let erhverv opføres for at binde Stenløse og Ølstykke sammen.

Det første byområde ved Egedal Station kommer til at rumme 1.200 nye boliger, der bliver en blanding mellem etageboliger og byhuse. Området rummer allerede Føtex, Egedal Rådhus, Egedal Sundhedscenter, døgnboliger, Plejecenter Egeparken og lejlighederne i Egevænge.

I alt forventes Egedal By at blive hjem for op mod 5.000 nye borgere samt en række virksomheder og institutioner, når byen er fuldt udbygget.

(Kilde: Egedal Kommune)

De første boliger forventes at stå klar til indflytning midt i 2019, oplyser direktør og indehaver Jesper Skovsgaard, der som led i investeringen etablerer et salgskontor i det nye udviklingsområde ved Egedal Station, som går under betegnelsen Egedal By.

Jesper Skovsgaard betegner Egedal som et meget attraktivt område og forventer, at de kommende boliger, der er tegnet af arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen, vil være i stand til at appellere til både børnefamilier, par og seniorer.

- Trenden er netop nu ifølge flere analysefirmaer, at børnefamilier flytter ud af København til omegnskommunerne. I den trend passer Egedal perfekt, siger Jesper Skovsgaard i en pressemeddelelse.

2E Group forventer at gå i gang med projektsalget af de første boliger til private i løbet af et par måneder. En del af boligerne forventes afsat til professionelle investorer - og der er allerede indledt forhandlinger.

På rådhuset er borgmester Karsten Søndergaard begejstret for, at det er lykkedes at få en erfaren udvikler ind som bygherre, og han ser frem til, at det nye Egedal By nu for alvor begynder at tage form. Sideløbende med 2E Boligs store projekt opfører Egedal Boligselskab 58 lejeboliger i området.

- Med 2E Groups køb begynder bykernen i Egedal By for alvor at tage form som en moderne bydel med flotte bæredygtige boliger mellem grønne byrum. Samtidig får vi et godt miks mellem ejer- og lejeboliger i bydelen, så der bliver plads til alle, siger borgmester i Egedal Kommune, Karsten Søndergaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141