REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
Cykelsti
Det ser nu ud til, at Tuse Næs-boerne kan få en ny cykelsti langs den befærdede Tuse Næs Vej, skriver Holbæk Kommune på sin hjemmeside.
Et tilskud på 2,4 mio. kroner fra Vejdirektoratet og en kommunal egenbetaling på 3,6 mio. kroner kan bane vejen for en dobbeltrettet cykelsti fra Faurbjergvej til Markeslev. Cykelstien forventes klar til brug i sommeren 201, hvis alt går vel.
REGION HOVEDSTADEN
HØRSHOLM
Grøn Strategi for trafik
Miljø- og Planlægningsudvalget i Hørsholm Kommune har godkendt den analyse af trafikforholdene på Usserød Kongevej, som administrationen har gennemført i forlængelse af vedtagelsen af en grøn strategi for vejen. Analysen beskriver, hvordan trafikken forventes at ville udvikle sig, og indeholder forslag til tiltag, som kan indarbejdes i takt med at byudviklingen realiseres.
Analysen anbefaler blandt andet, at der etableres nyt signalanlæg ved Birkevej og at samordningen mellem signalanlæg samt signalstyringen i de enkelte signalanlæg optimeres.
REGION MIDTJYLLAND
STRUER
Oplevelsesplads
Teknik-, miljø- og klimaudvalget i Struer Kommune anbefaler, at byrådet frigiver 422.450 kroner fra "Udviklingspulje til Hvidbjerg" som er kommunens bidrag til etablering af en oplevelsesplads i Hvidbjerg.
Hvidbjerg og Omegns Borgerforening står bag planen om etablering af en oplevelsesplads på den tomme grund midt i byen, hvor Brugsen tidligere lå. Borgerforeningen har fået selskabet Elverdal A/S til at udarbejde projektmateriale, som omfatter forslag om blandt andet sceneplads, amfitrappe, trampoliner, musikinstrumenter, street workout og træningsredskaber.
Projektet har en samlet økonomi på 4.224.500 kroner.
Hvidbjerg og Omegns Borgerforening har nu behov for, at anlægsmidlerne frigives til projektet, da dette er en betingelse for, at der kan søges LAG-midler til projektet.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Holbæk, Hørsholm og Struer