REGION SYDDANMARK
BLÅVAND
Bassinanlæg til pingviner
Varde Kommune har i samarbejde med Blåvand Zoo udarbejdet et forslag til en lokalplan, som giver mulighed for at udvikle faciliteterne i Blåvand Zoo og etablere yderligere parkeringspladser samt langtidsparkering.
Forslaget er på Varde Byråds dagsorden på tirsdag, hvor det indstilles godkendt og fremlagt i offentlig høring i fire uger.
Lokalplanen giver mulighed for etablering af en række konkrete anlægsprojekter, der hovedsageligt består af et bassinanlæg til pingviner og en lav gangbro.
Lokalplanens bestemmelser sikrer, at ny bebyggelse tilpasses landskabs-, kulturmiljø- og naturinteresser i området samtidig med, at Blåvand Zoo får mulighed for at udvikle sig.
BØRKOP
Byfornyelse
Vejle Byråd har godkendt et udkast til byfornyelsesprogram for "Børkop Bymidte" og har truffet byfornyelsesbeslutning for det område, der er beskrevet i programmet. Ligeledes er økonomien i byfornyelsen blevet godkendt.
Kommunen kan forvente at få statsstøtte til fornyelsen, såfremt der foreligger et godkendt byfornyelsesprogram senest 1. februar, hvilket der så gør nu.
Byfornyelsesprogrammet for Børkop tager afsæt i en række af ønsker og behov. Efter drøftelser med lokalsamfundet er det besluttet at fokusere på det grønne strøg, der følger Skærup Å og jernbanen, der i dag opdeler byen i to dele, men som i fremtiden skal binde byen sammen. Ideen er at udvikle dette centrale område til en aktivitetspark for børn, unge og deres forældre og bedsteforældre.
Det fremgår af skitserne i byfornyelsesprogrammet, at området kan indrettes, så der opnås en synergi med kommende regnvandsbassiner, der forventes at skulle anlægges for at håndtere stigende mængder af regnvand.
BREDSTEN
Solcelleanlæg
Vejle Spildevand A/S har anmodet om udarbejdelse af en lokalplan, da selskabet i tilknytning til Haraldskær Renseanlæg syd for Bredsten ønsker at opføre et solcelleanlæg i forbindelse med driften af renseanlægget.
Arealet hvorpå solcellerne skal opsættes, er uopdyrket og uden væsentlige naturinteresser.
Anlægget etableres i en lysning i skoven, og det er derfor ikke synligt fra det omkringliggende landskab.
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan for området, så ønsket kan imødekommes. Lokalplanforslaget er godkendt af Vejle Byråd og fremlagt i offentlig høring.
NØRRE NEBEL
Modernisering af rensningsanlæg
Varde Kommune har udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg 13, som giver mulighed for en modernisering af rensningsanlægget ved Nørre Nebel som ønsket af Din Forsyning A/S.
Varde Byråd skal på sit møde på tirsdag tage stilling til, om forslaget skal godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.
LANGELUND
Nedlæggelse af renseanlæg
Vejle Kommune har udarbejdet et forslag til tillæg 206 til spildevandsplanen, som omhandler nedlæggelse af Langelund Renseanlæg samt separatkloakering af syv ejendomme i Langelund. Tillægget blev efter endt høring vedtaget endeligt af Vejle Byråd på rådets sidste møde i 2017.
Langelund Renseanlæg har problemer med at håndtere de store mængder regnvand, der kommer til renseanlægget via fællessystemet. Vejle Spildevand A/S ønsker derfor at nedlægge renseanlægget og pumpe alt spildevand til Give Renseanlæg via hovedpumpestationen i Grønbjerg.
I området, som ligger ud til Omme Å, står grundvandsstanden så højt, at lokal håndtering af tag- og overfladevand ikke er mulig. Det er derfor plane, at de syv resterende fælleskloakerede ejendomme i området skal separeres traditionelt. Denne foranstaltning er også omfattet at tillægget.
REGION HOVEDSTADEN
LYNGBY
Lovliggørelse af spildevandsforhold
Lyngby-Taarbæk Forsyning konstaterede i 2015, at regnvandet på 89 ejendomme kan være ulovligt tilkoblet den offentlige spildevandskloak.
Fejltilkoblingerne kan være årsagen til, at opblandet regn- og spildevand løber fra Malmmosen Pumpestation til et grøftesystem ved Malmmosen ved kraftig regn.
Lyngby-Taarbæk Kommune kan give påbud til de 89 ejendomme om at lovliggøre spildevandsforholdene.
Dette forudsætter, at forvaltningen gennemgår samtlige sager, og der er afsat 600.000 kroner i Budget 2017-2020 til at gennemføre sagsbehandlingen i 2019.
Forvaltningen vurderer, at der kan være risiko for myndighedspassivitet, hvis sagsbehandlingen venter så længe og anbefaler, at sagsbehandlingen fremrykkes til at begynde her i starten af 2018.
Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse har besluttet at fremrykke beløbet fra 2019 til 2018.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Blåvand, Nørre Nebel, Børkop, Bredsten, Langelund og Lyngby