For rådgivningskoncernen ÅF indgår opkøbet af Gottlieb Paludan Architects A/S som en del af den nye strategi, der skal gøre ÅF til en international ingeniør- og designvirksomhed.
- Vi arbejder med en multibrand tilgang og det indebærer, at Gottlieb Paludan og de andre datterselskaber kører videre med hver deres unikke brands, samtidig med at der er muligheder for synergier, fortæller Allan Ruberg, der er direktør for ÅF’s nye forretningsområde Arkitektur & Design, som Gottlieb Paludan nu bliver en del af.
ÅF’s nye forretningsområde blev løbet i gang i 2016 og omfatter også norske Tegn 3 og to svenske arkitektvirksomheder, Sandellsandberg og Koncept Stockholm.
Samler nicher
En profil med øget fokus på arkitektydelser skal være med til at sikre, at ÅF i højere grad bliver involveret i de tidlige faser af i projekterne. Arkitekter er typisk tidligere med i bygge- og anlægsprocesser end tekniske rådgivere, der traditionelt har været ÅF’s hovedområde. Herudover skal samarbejde mellem koncernens datterselskaber være med til at skabe nye kombinerede ydelser til kunderne.
- Mange af vores kunder står over for udfordringer, der kræver helhedsorienterede løsninger. Og ved at blande Gottlieb Paludans specialer med andre af ÅF ydelser, så mener vi, at der kommer noget nyt og værdiskabende ud af det, siger Allan Ruberg og uddyber med et eksempel:
Flere kan være på vej
- Vi har mere end tusind ingeniører, som arbejder med udvikling af biler og fremtidens mobilitet, og når vi så sætter dem sammen med Gottlieb Paludans afdeling for Mobility & Transport, så får vi en kombination af kompetencer, der er helt unik, og som vi tror på vil åbne op for nye spændende muligheder og services til vores kunder, siger han.
Og ÅF-direktøren afviser ikke, at der kommer flere opkøb.
- ÅF har ambitioner om at blive en endnu stærkere spiller på det nordiske marked og herunder selvfølgelig også det danske. Så hvis den rigtige mulighed viser sig for at tilføje flere stærke kompetencer, er vi klar, siger Allan Ruberg.
Svensk rådgiver øger fokus på arkitektur
Opkøbet af Gottlieb Paludan Architects A/S er en del af en større satsning indenfor arkitektur og design