De prækvalificerede
- Dansk Halbyggeri (vinder)
- C.C. Contractor - NCC Danmark - Base Erhverv og Dansk Boligbyg (sprang fra) - Raunstrup Byggeri (sprang fra) |
Det bliver Dansk Halbyggeri, der skal udvide kongres- og musikhuset Tinghallen i Viborg.
Det oplyser Joakim Dahl fra KPF Arkitekter A/S, der er bygherrerådgiver på sagen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Projektet har været udbudt i omvendt licitation, og de tilbød mest for pengene, forklarer han.
Der er tale om en totalentreprise med en værdi af godt 62,5 mio. kroner. Og Dansk Halbyggeri har været i konkurrence med to andre, da de resterende to prækvalificerede ikke valgte at byde ind, fortæller Joakim Dahl.
Han påpeger, at standstill-perioden er udløbet, og at kontrakten nu skal forhandles endeligt på plads.
Planen er fortsat, at projektering opstartes her i midten af januar, mens spaden ventes at gå i jorden til maj. Projektet skal være færdigt i marts 2020.
En god start på året
Hos Dansk Halbyggeri glæder man sig over "den gode start på året", som salgs- og projektdirektør i entreprenørvirksomheden, Henrik Madsen, formulerer det.
- Det er en god sag for os. Den har en rigtig god størrelse og er inden for et af vores primære segmenter, siger han og betegner ikke projektet som kompliceret.
Selve opgaven omfatter cirka 5.500 kvm ombygning og cirka 2.100 kvm tilbygning - herunder blandt andet en omfattende ombygning af den eksisterende sal, ombygning og udvidelse af foyer, opførelse af ny lille sal og anlæggelse af en cirka 2.000 kvm stor forplads.