23948sdkhjf

JCN Bolig vinder totalentreprise i Aarhus

Boligkontoret Århus har udpeget et vinderteam i konkurrencen om det andet af to nye boligbyggerier i det nordlige Aarhus.

Det bliver et team bestående af JCN Bolig, Rubow Arkitekter, Regnbuen-Kontur Arkitekter samt ingeniørfirmaet Viggo Madsen, der skal opføre Boligkontoret Århus’ nye afdeling med ungdomsboliger – lige over for Storcenter Nord, et par kilometer nordvest for Aarhus bymidte.

Terrassehuset, som byggeriet med i alt 111 ungdomsboliger kaldes, skal efter planen stå klar til indflytning i slutningen af 2019 eller begyndelsen af 2020. Målet er at opnå DGNB Guld.

Med sin beliggenhed på hjørnet af Paludan-Müllers Vej og Finlandsgade indgår den nye afdeling 77 den udviklingsplan, der skal omdanne et tidligere industriområde til en moderne og levende bydel med blandet studie-, bolig- og erhvervsliv.

Nedrivningen af de eksisterende bygninger på grunden blev indledt i oktober, og det forventes, at byggeriet af de nye boliger kan gå i gang først på sommeren, når byggeriet er færdigprojekteret og byggetilladelsen er på plads.

Ambitionen med projektet er at skabe et unikt byggeri med en markant arkitektur og stort fokus på bæredygtighed og bymæssighed.

Særlig markant bliver de åbne og sydvendte taghaver, der bryder bygningen ned i menneskelig skala ud mod byen og bliver en levende facade med et udadvendt socialt liv.

Taghaverne og øvrige fællesområder vil uundgåeligt trække beboerne ud af deres lille bolig og danne ramme om samvær, studiemiljøer og fællesskaber blandt de studerende.

- Det er et byggeri, hvor vi lægger stor vægt på at skabe rammer, hvor de unge lejere kan mødes og komme hinanden ved i stedet for at sidde for sig selv, fortæller Erik Frehr, der er bygge- og innovationschef hos Boligkontoret Århus.

De indre fælleskøkkener ligger ud til taghaverne og kan åbnes op, så fællesrummet udvider sig ud i det fri. På den måde bliver huset en levende og dynamisk del af bybilledet.

Afdeling 77 er ikke Boligkontoret Århus’ eneste byggeri på Katrinebjerg. Rundt om hjørnet på den såkaldte Hambro-grund opføres en ny afdeling 76. Her har Dansk Boligbyg totalentreprisen i samarbejde med Luplau & Poulsen Arkitekter, Adept, Niras og Opland Landskabsarkitekter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094