23948sdkhjf

Barslund vinder endnu en letbanekontrakt

Med et bud på omkring 39 mio. kroner har Barslund A/S vundet sin anden kontrakt på Odense Letbane

Anlægsentreprenøren Barslund A/S vinder med et tilbud på knap 39 mio. kroner sin anden kontrakt på Odense Letbane.

Barslund vandt foran tre andre entreprenørvirksomheder og skal anlægge nye veje, cykelstier, fortove og pladser omkring letbanen på strækningen mellem Odense Idrætspark og Vesterbro.

For en måned siden vandt Barslund sin første kontrakt på Odense Letbane. Dengang gjaldt det strækningen Vestre og Østre Stationsvej. Det bliver således Barslund, der kommer til at udvide kryds, anlægge nye pladser og ombygge vejforløb på hele strækningen mellem Odense Idrætspark og Odense Banegård Center.

Den samlede værdi af kontrakterne er på 78 mio. kroner.

Budgettet holder
Barslund haler dermed ind på M.J. Eriksson A/S i antallet af kontrakter, efter sidstnævnte i 2017 vandt tre kontrakter på Odenses nye letbane. I alt er seks ud af syv anlægsudbud afgjort. Projektselskabet Odense Letbane P/S oplyser, at alle udbuddene indtil videre er faldet ud inden for Odense Letbanes budgetterede prisramme.

I alt blev ti entreprenører i 2016 prækvalificeret til at byde ind på anlægskontrakterne. Feltet er siden reduceret til otte, hvoraf fem kunne afgive tilbud på den aktuelle kontrakt mellem Idrætsparken og Vesterbro.

Det syvende og sidste udbud, som dækker strækningen Albanigade og Benediktsgade, vil blive afgjort i første kvartal 2018.

Skal være klar til Comsa
Anlægsarbejderne skal skabe plads til letbanens spor og stationer, som udføres af spanske Comsa S.A.U., der sidder på den store sporentreprise på projektet.

Barslund begynder arbejdet på den aktuelle kontrakt ved udgangen af januar. Bygherre-selskabet forventer, at Odense Letbane vil være klar til testkørsel i tredje kvartal 2020 ifølge den seneste tidsplan.

Odense Letbane har et samlet budget på cirka tre mia. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143