23948sdkhjf

Nytårsudtalelse: 2017 var SMV’ernes år

2017 var rigt på politiske resultater til gavn for de små og mellemstore virksomheder, mener SMVdanmark

Det går vel egentlig meget godt i lille Danmark, når alt kommer til alt, og set med de små og mellemstore virksomheders øjne kan vi vel heller ikke tillade os at klage.

Alene finanslovsaftalen indeholder flere klare forbedringer herunder håndværkerfradragets permanentgørelse og forhøjelsen af reparationsgrænsen for skadede biler. Begge dele har været og er fortsat vigtige mærkesager for det fællesskab af organisationer, jeg repræsenterer i SMVdanmark.

Samtidig har vi og vores mange lokale medlemsorganisationer, der er organiseret i HIF Danmark, fået sat SMV-venlige udbud højt på dagsordenen i forbindelse med efterårets kommunalvalg. Jeg er overbevist om, at mange af de nyvalgte byråd vil arbejde videre med en udbudspolitik, der i højere grad end tidligere lukker SMV’erne ind i den kommunale opgaveløsning.

Fornyelse og navneskifte
2017 var også året, hvor vi som organisation for alvor selv fornyede os.

Håndværksrådets medlemsorganisationer sagde enstemmigt farvel til vores navn gennem 138 år og sagde velkommen til vores nye navn: SMVdanmark.

Navneskiftet er det mest synlige element i en større strategiproces, der har transformeret Håndværksrådet fra en organisation for små og mellemstore håndværksvirksomheder til en mangfoldig organisation til glæde for SMV’er i alle brancher.

På den måde kan vi både tale håndværksmestrenes sag men samtidig give de mange SMV’er, der ikke ser sig som håndværksvirksomheder, en klar og tydelig politisk stemme. Vi kan tage dialogen med politikere i byrådssalen og på Christiansborg på vegne af en langt større kreds af virksomheder. På den måde kan vi skabe forandringer til gavn for SMV’er i alle brancher.

Sundere lokalsamfund
Man kan spørge sig selv: Hvad betyder år 2017’s politiske forbedringer så i praksis?

Hvilken effekt får for eksempel finanslovsaftalens beslutninger om at gøre håndværkerfradraget permanent og om forhøjelsen af reparationsgrænsen for skadede biler? Hvilken reel effekt har det, at man i kommunerne udbyder både byggeopgaver og for eksempel kommunale plejeopgaver mere og mere SMV-venligt?

Vi får skabt politiske forbedringer og succeser for SMV’erne, men hvad skaber SMV’erne så for resten af samfundet?

Det korte svar er: Et sundere lokalsamfund, fordi SMV’erne får lettere ved at gøre det, de er bedst til; nemlig at løse opgaver for såvel private som det offentlige, skabe nye private job, skabe flere lærepladser. Kort og godt; at skabe aktivitet i land- og yderområderne og i det hele taget holde lille Danmark kørende.

Mangel på faglærte
Mon ikke 2018 politisk set bliver mindst lige så udbytterigt som 2017? Der er i hvert fald nok at tage fat på.

For som mange håndværksmestre, selvstændige, ejerledere og andre blandt SMV’erne udmærket ved, kæmper vi stadig med betydelige udfordringer, som skal løses ad politisk vej.

Vi slås med administrative byrder som for eksempel det meget bøvlede og bureaukratiske EU-udbudsdokument ESPD. Vi slås med mangel på faglærte i virksomhederne, og vi slås - hvilket virkelig også kan undre - med en politisk vaklende opbakning til udviklingen af sunde, attraktive og velfungerende erhvervsuddannelser.

Lad os kæmpe videre i 2018, og lad os ikke mindst stå sammen og se, om vi kan få løst nogle af de mange udfordringer, vi fortsat oplever blandt SMV’erne. Sammen er vi stærke, og sammen kan vi gøre en forskel.

Rigtig godt nytår.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125