23948sdkhjf

Solceller skal producere energi på Øresundsbroen

Anlægget kommer til at koste i alt to mio. kroner og omfatter 1.500 kvm solceller

Det blev den danske virksomhed Solarfuture, der sammen med samarbejdspartneren Solarpark DK, fik opgaven med at bygge solcellepaneler i betalingsanlægget ved Øresundsbron.

Aftalen mellem Øresundsbro Konsortiet og Solarfuture har en værdi på to mio. danske kroner og omfatter konstruktionen af 1.500 kvm solceller, svarende til 250 kilowatt solenergi til 45 parcelhuse.

Der er desuden mulighed for at udbygge med yderligere 2.700 kvm, svarende til 450 kilowatt, til totalt 700 kilowatt.

Projektet sker i samarbejde med Svensk-Danska Broförbindelsen - Svedab - som ejer området, hvor anlægget kommer til at stå.

Miljøvenligt og lokalt
Det første anlæg vil stå for at producere cirka fire procent af det elforbrug, som Øresundsbron skal bruge.

Det betyder en mindskning af udslip på 85 ton CO2, samt en økonomisk besparelse på 200.000 danske kroner om året. Med tiden håber konsortiet at kunne producere op til 10 procent af elforbruget via solceller.

- Vi har næsten halveret elforbruget, siden forbindelsen åbnede. Det arbejde fortsætter vi med, og vi ville se, om der var mulighed for at producere miljøvenligt og lokalt, siger Bengt Hergart, anlægsdirektør ved Øresundsbro Konsortiet i en pressemeddelelse.

Særlige sikkerhedskrav
- Nu glæder vi os til snart at kunne producere solenergi selv, tilføjer Bengt Hergart.

Solcellepanelerne skal placeres mellem den nordlige og sydlige side af betalingsanlægget, og ligge mindst tre meter fra kørebanen, bag rækværk og vejbelysning. Det vil sige tæt på både motorvej og jernbane.

Det kræver forståelse for de helt særlige sikkerheds- og miljøkrav, som eksisterer på området, hvilket også var en stor del af grundlaget for opgaven.

- Det er glædeligt at kunne tage del i Øresundsbroens grønne omstilling og vi ser frem til et godt samarbejde med konsortiet, siger Mads Christensen, direktør og partner, Solarfuture.

Rammeaftalen løber i tre år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094