REGION HOVEDSTADEN
KØBENHAVN
Idrætsanlæg
Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune drøftede på sit seneste møde et idéoplæg til helhedsplan for Kløvermarkens Idrætsanlæg på Amager, og det blev besluttet, at idéoplægget skal danne afsæt for det videre arbejde med udvikling af idrætsanlægget, såfremt der afsættes midler hertil ved kommende budgetforhandlinger.
Anlægget er et af Københavns vigtigste kraftcentre inden for fodbold, ligesom det er hjemsted for andre idrætsgrene som cricket og vægtløftning.
Idrætsanlægget er i dag utidssvarende med nedslidte omklædningsrum og små opholdslokaler.
Hovedgrebene i idéoplægget er blandt andet at samle de mange små klubber i tre fælles klubhus-enheder af varierende størrelse og integrere fire nye idrætshaller i klubhusenhederne; en kampsportshal, en badmintonhal, en fodboldhal og en hal til den øvrige idræt.
REGION MIDTJYLLAND
SINDING
Bevægelsescenter
Sinding-Ørre Midtpunkt og Sinding Gymnastik og Idrætsforening (SGIF) ønsker at etablere et motions- og bevægelsescenter samt lokaler til musikundervisning og kulturelle formål i Sinding-Ørre Midtpunkt.
Sinding-Ørre Midtpunkt er et hus, som Herning Kommune ønsker skal have tilbud til alle generationer, og en del af fremtidssikringen er etablering af et motions- og bevægelsescenter.
Skolen har desuden et behov for et lokale til musikundervisning, og lokalhistorisk arkiv vil få et lokale til kontor og opbevaring.
Motions- og bevægelsescentret etableres ved at forlænge Midtpunktets servicebygning i de samme materialer, så arkitektur og bygningsudstryk bevares. Herning Byråd har frigivet 2,3 mio. kroner til projektet.
AULUM
Ombygning af gymnastiksal
Herning Byråd har frigivet 2,5 mio. kroner til et ombygningsprojekt på Aulum-Hodsager skole, afdeling Aulum.
Det er den nuværende gymnastiksal med tilhørende omklædningsrum, depot og badefaciliteter, der skal bygges om. Salen bruges ikke længere, da Aulum har fået en ny hal. Den gamle gymnastiksal ombygges, sådan at skolen får cirka 500 kvm ekstra til læringsrum.
Skolen bidrager selv med 800.000 kroner til ombygningen.
REGION NORDJYLLAND
PANDRUP
Etablering af detailhandelsområde
Jammerbugt Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan for et område ved Lundbakvej i Pandrup, og forslaget er i offentlig høring frem til 2. marts.
Baggrunden for at igangsætte planprocessen med lokalplan og kommuneplantillæg er, at kommunen har modtaget en ansøgning om etablering af et nyt detailhandelsområde med butik, tankanlæg og restaurant med tilhørende parkeringspladser på Lundbakvej.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Sinding, Aulum og Pandrup