23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Confac sætter ny resultat-rekord

Betonelementproducenten går frem i indtjening trods en lidt lavere omsætning.

Med et rekordresultat i hus uddeler betonelementproducenten Confac A/S næsten tre mio. kroner til medarbejderne i form af udbytte og aktier som tak for et ’tilfredsstillende resultat’ i det netop afsluttede regnskabsår.

Det flotte resultat kom hjem på trods af en ikke ubetydelig reduktion af omsætningen på handelsvarer.

"En forretning som ikke indbringer andet end penge, er en dårlig forretning".

Det er medejer og direktør Erling Holm fra Confac A/S, der med et citat fra Henry Ford sætter fællesnævneren for virksomhedens drift og resultater i det seneste regnskabsår med et resultat på 27,5 millioner kroner før skat, en overskudsgrad på 15,4 procent og en egenkapital på 54,1 procent svarende til 54 millioner kroner.

- De seneste år har vi udnyttet kapaciteten i produktionsapparatet fuldt ud, og det er takket være hele holdets indsats, at vi trods lavere omsætning som konsekvens af en markant reduktion i forhandlede produkter har formået at lande et særdeles tilfredsstillende resultat med afsæt i en forbedret udnyttelse af kapaciteten, siger Erling Holm og tilføjer:

- På den baggrund finder vi det helt naturligt, at dele årets overskud med medarbejderne, der i gennemsnit får en ekstra julegave på 20.000 kroner hver og derudover tildeles en aktieandel til en værdi af 24.000 kroner i løbet af 2018.

Stejl gældsafvikling
Af regnskabet fremgår, at der foreslås udbytteudbetaling på godt 15 mio. kroner. Erling Holm fastslår overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad, at pengene ganske vist går over i holdingselskabet, men at de skal bruges til gældsafvikling.

- Vi har hele tiden haft som mål at have en stejl gældsafvikling, så vi står stærkere, siger han.

Erling Holm peger på, at Confac har neddroslet handelsvarer som konsekvens af en strategisk beslutning om kun at levere pakkeløsninger til nøje udvalgte projekter i samarbejde med nøje udvalgte underleverandører, hvorved omsætningen er faldet med otte procent:

- Vi var godt klar over, at det ville koste på omsætningen, men vi ser beslutningen som afgørende for, at vi, også når det gælder underleverancer, ikke går på kompromis i forhold til produktkvalitet, leveringssikkerhed, projektstyring og kundeservice.

Flere varer på hylden
Erling Holm forudser i øvrigt, at Confac gennem samarbejdet med søstervirksomheden A/S Magnus Holm vil have de bedste kort på hånden til i årene frem at udbrede sortimentet af komplementerende kvalitetsprodukter, og tilføjer, at Confac forventer at kunne implementere produktionen af en del tidligere handelsvarer på virksomhedens nye produktionsanlæg i Randers.

- Med udbygningen af vores fabrik i Randers, der bliver klar i løbet af foråret, får vi fordoblet virksomhedens kapacitet, og vi forventer frem gennem andet halvår en successiv vækst i egenproduceret omsætning, som vi blandt andet gennem en selektiv ordreindgang vil udnytte til at sikre vores kunder markant reducerede leveringstider på betonelementer.

- Men, understreger Erling Holm, vi vil især have et skarpt fokus på de indre linjer med henblik på som led i at regulært ansættelses-boom at sikre ansættelse af og investering i de rette medarbejdere, der jo er afgørende for, at vi får succes med at omsætte den øgede kapacitet til en styrket konkurrenceevne.

Erling Holm er forsigtig med at forudsige udviklingen i markedet, specielt med henblik på fordoblingen af produktionskapaciteten, som kommer, når den store udvidelse fra midten af året for alvor begynder at trække.

- Det ser jo ud til at boligbyggeriet har ganske godt fat og vil have det i et stykke tid. Vi kan så håbe at erhvervsbyggeriet kommer lidt bedre med, og så kan overtage en del af kapaciteten på sigt. Men hidtil har vi stort set kun lavet sandwichelementer i vores produktion, men på sigt kan vi også tage andre elementer ind, som for eksempel skillevægge og andet, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.064|