23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Albertslund, Rødovre og Stevnstrup

REGION HOVEDSTADEN

ALBERTSLUND

80 boliger

Meadow Way Komplementar ApS har indgået en betinget købsaftale med Danica Ejendomme om køb af ejendommen Kanalgaden 3 i Albertslund. Købet er betinget af, at Meadow Way Komplementar ApS får mulighed for at omdanne den eksisterende erhvervsejendom til boliger.

Meadow Way Komplementar ApS´ rådgiver har fremsendt et forslag til et byggeri i syv etager som en karrébebyggelse, der omslutter et indre fælles gårdrum. Der skal gøres plads til omkring 80 boliger i bebyggelsen, og det eksisterende parterreniveau indrettes til parkering. Der indrettes fælles taghaver som en del af friarealet.

For at kunne realisere boligbyggeri på ejendommen, skal der udarbejdes nyt plangrundlag, og det gav Albertslund Kommunalbestyrelse forleden grønt lys for.

ALBERTSLUND

Udvikling af Albertslund Centrum

Citycon har henvendt sig til Albertslund Kommune med en plan for udvikling af Albertslund Centrum.

Planen omfatter arealer, der er ejet af Citycon eller arealer de har forkøbsret til, og planen beskriver en udvidelse af Albertslund Centrum, både med flere boliger, butikker og andre funktioner.

For at udviklingsplanen kan realiseres, er der behov for et nyt plangrundlag. Albertslund Kommunalbestyrelse har godkendt, at der udarbejdes ny lokalplan.

RØDOVRE

Ombygning til boliger

Rødovre Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 143, Rødovrevej 239 endeligt.

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at omdanne den eksisterende bebyggelse på stedet, som i dag indeholder kontorer og en lagerhal, til boliger samt i et mindre område til erhverv i stueetagen/kælder.

Bygningerne i to etager omdannes til en kombination af rækkehuse og lejligheder og en ny tilbagetrukket tagetage bliver tilføjet. Lagerhallen på cirka 900 kvm nedrives og giver plads for en privat fælleshave til bebyggelsens beboere.

REGION MIDTJYLLAND

STEVNSTRUP

43 boliger

Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har vedtaget Lokalplan 647 for et boligområde ved Engvej i Stevnstrup endeligt.

Med lokalplanen bliver det muligt at opføre en samlet ny bebyggelse med op til 43 boliger, der er fordelt i to boligklynger. Ny bebyggelse må opføres som tæt-lav boligbebyggelse i op til to etager.

I to klynger udlægges boliger med udsigt til Gudenåen og det naturskønne engområde. Mellem klyngerne etableres et grønt fælles opholdsareal, der har til formål at trække naturen ind mellem husene og samtidig sikre udsigt til naturen.

I områdets sydvestligste del udlægges areal til støjforanstaltninger mod virksomheden Limo Labels og mod jernbanen i form af grønne støjvolde.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.143