23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Indeklima står ikke mål med ambitioner

Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad

Danske skoleelever skal højere op i læringstoppen og kunne måle sig med de bedste i verden. Det var et af hovedformålene med folkeskolereformen, der gav længere skoledage og nye læringsformer. For gang på gang haltede danske skoleelever efter udlandet i de såkaldte Pisa-undersøgelser, og derfor skulle der gøres noget.

Men et er længere dage og nye læringsformer. Noget andet er, at de fysiske rammer i de kommunale skoler langt fra er optimale for eleverne og kan følge med læringsambitionerne. For et elendigt indeklima går nemlig ud over elevernes indlæring og præstationer, viser en ny analyse fra tænketanken Kraka.

Det kan jo ikke nytte noget, at man tvinger elever - og for så vidt også hele lærerstaben - til at tilbringe betydelig længere tid i skoler, der langt fra kan måle sig med nutidens byggeskik, hvad angår indeklimaet. Og når man tilmed gang på gang hører om uhumske toiletforhold, der afholder eleverne fra at benytte skoletoiletterne i løbet af en hel skoledag, er den jo helt gal. Man kan ikke skyde hele skylden på de enkelte byråd, som i sidste ende sidder med ansvaret for driften af folkeskolen. Folketingspolitikerne burde i lige så høj grad have tænkt dette ind i folkeskolereformen. Men byrådene sidder med ansvaret og bør sikre, at indeklimaet bringes up to date.

Viden er nemlig Danmarks råstof, og Danmark skal have en folkeskole i verdensklasse. Men er de indre rammer ikke optimale, får vi skoleelever, som stadig halter efter deres udenlandske kolleger, når det gælder indlæring og præstationer. Det kan hverken eleverne eller landet være tjent med.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109