REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY
Parkeringspladser og affaldsgård
Brøndby Kommunalbestyrelse har givet grønt lys for udarbejdelse af det nødvendige plangrundlag for etablering af parkeringspladser, affaldsgård og sundhedshus i Brøndby Strand.
Boligselskaberne har bedt om at få mulighed for at bruge nogle af de grønne arealer til parkeringspladser og etablering af en affaldsgård.
Boligselskabet Bo-Vest har desuden bedt om at få mulighed for at åbne et sundhedshus i Tranumparken i Brøndby Strand.
ALBERTSLUND
Renovering af fjernvarmeledninger
Albertslund Kommunalbestyrelse anlægsbevilgede forleden 16,6 mio. kroner til renovering af fjernvarmeledninger langs med og under jernbanen.
Der har i efteråret været fire alvorlige lækager på hovedledningerne ring 1 og ring 2, som forsyner det meste af Albertslund Syd og Vest. Det ene brud er under jernbanen og kan ikke udbedres på anden måde end ved at udskifte hele rørstrækningen.
Projektering og udbud igangsættes snarest muligt, således at projektet kan gennemføres allerede primo 2018, hvis lækagerne påkræver det. Ønsket er dog at projektet først igangsættes i forsommeren 2018, når varmesæsonen er slut. Projektet vil i øvrigt blive koordineret med byggeriet af det nye gymnasium og renoveringerne af gårdhavehusene.
KØBENHAVN
Skaterampe
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde i dag tage fornyet stilling til løsningsmuligheder for erstatning af den u-formede skaterampe i Fælledparken og finansiering heraf.
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at der opføres en folkevert, som er en u-formet skaterampe med en moderat højde på omkring tre meter - under forudsætning af, at der kan opnås en tillægsbevilling på 350.000 kroner.
Den nuværende rampe er i så dårlig stand, at den ikke kan renoveres, hedder det i sagsfremstillingen til udvalgsmødet.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Brøndby, Albertslund og København