Selv om Aalborg Kommune i disse år afsætter penge til øget fokus på seniorboliger, er satsningen på de unge og studerende ikke glemt.
Tværtimod har Aalborg Kommune netop iværksat et nyt initiativ i form af de såkaldte stay-boliger, som skal sørge for, at de studerende ikke fraflytter byen, så snart studiet er overstået. Reglerne bag ungdomsboligerne er nemlig, at de skal forlades senest tre måneder efter endt studie.
Det gør stay-boligerne op med, fordi priserne delfinansieres med det såkaldte familieboligbidrag i stedet for ungdomsboligbidraget. Det eneste krav er derfor, at man er studerende, når man flytter ind i en stay-lejlighed.
- Vi bygger boliger, der tager hensyn til, at mange møder deres bedre halvdel på studiet og derfor bliver boende. Derfor er de lidt større, så de kan deles, siger Hans Henrik Henriksen, der er kommunens rådmand ved By- og Landskabsforvaltningen, til Licitationen.
- Filosofien er, at du kan blive færdig på studiet og finde dig dit første job, uden du samtidig skal tænke på din boligsituation. Det gør forhåbentlig, at flere nyuddannede bliver boende i kommunen.
Ungdomsboligerne i Aalborg Kommune har især været berømmede for at indtage nogle af byens bedste grunde.
Det samme kommer til at gælder for stay-boligerne, siger rådmanden, og nævner Nørresundby Havnefront og den såkaldte Sprit-grund som konkrete steder, hvor de op mod 500 stay-boliger skal opføres i de kommende år.
Sådan skal de unge blive i byen
En ny boligform skal motivere de unge til at blive boende i Aalborg efter endt studietid