Per Aarsleff A/S blev torsdag udpeget som hovedentreprenør på det nye Statens Naturhistoriske Museum i Botanisk Have i København.
Det 30.000 kvm-store projekt har en samlet økonomisk ramme på én mia. kroner, og i kampen om hovedentreprisen, der udgør en stor del af den samlede byggesum, vandt Aarsleff over MT Højgaard A/S og det såkaldte Pihl-konsortium.
Anders Bang Henriksen, afdelingsdirektør for Anlæg og Byggeri i Aarsleff, fremhæver entreprenørens brede sammensætning af kompetencer som et element, der kan have gjort forskellen.
- Det er en rigtig Aarsleff-sag, der giver mulighed for, at vi kan udnytte vores kernekompetencer og samarbejde på tværs af organisationen, siger direktøren.
Stor egenproduktion
Han nævner, at adskillige afdelinger er involveret i projektet. Det gælder eksempelvis fundering, anlæg, byggeri, specielle projekter og teknik.
På netop teknikområdet er teknikentreprenøren Wicotec Kirkebjerg A/S med, der er et datterselskab i Aarsleff-koncernen. De mange afdelinger betyder, at Aarsleff selv kommer til at stå for størstedelen af projektet.
- Vi kommer til at lave en stor del af projektet i egenproduktion, og det ser jeg som en stor konkurrencefordel, siger Anders Bang Henriksen.
De tre prækvalificerede blev udvalgt i april, og siden har de været gennem et forløb med udbud med forhandling, der indeholdt to tilbudsrunder.
Aarsleff endte som vinder og nu venter en fase med projektoptimering og samprojektering. Formålet er at koordinere løsningsforslagene fra hovedentreprenøren med rådgiverteamets hovedprojekt.
Samtidig skal entreprenørens konkrete produktvalg indarbejdes i det samlede projektmateriale, inden selve byggeriet kan begynde.
- Man kan sige, at vi som vinder af hovedentreprisen har fået adgangsbilletten til at gøre projektet bygbart, hvilket vi skal i gang med nu sammen med bygherren og rådgiverne, siger Anders Bang Henriksen.
Tværfaglighed gav Aarsleff konkurrencefordel på museumsbyggeri
Afdelingsdirektør kalder hovedentreprisen på Statens Naturhistoriske Museum for en "rigtig Aarsleff-sag"