REGION NORDJYLLAND
BRØNDERSLEV
Tilbygning
Brønderslev Byråd besluttede i november 2005 at bevilge 1,3 mio. kroner som rente- og afdragsfrit lån til Manna-Thise Multihus med mulighed for genforhandling om 10 år. Da bestyrelsen ønsker at investere yderligere i Manna-Thise Multihus, søges der nu om forlængelse af lånet med 20 år.
Bestyrelsen har gennem flere år haft problemer med sydgavlen af hallen. Der er derfor indhentet forskellige tilbud, og det vil mindst koste 300.000 kroner at få gjort muren tæt. I stedet for at udbedre sydgavlen er det derfor besluttet at bygge til multihuset, således at den nuværende sydgavl bliver en indvendig væg. Der er købt jord for at kunne bygge til, og kommunen er i øjeblikket ved at revidere lokalplanen for området.
Der er forventning om, at Manna-Thise Multihus igangsætter arbejdet, så snart der er en afklaring af låneforlængelse, forventelig i starten af 2018. Med de udvendige mål bliver tilbygningen på 912 kvm. De fleste kvadratmeter i tilbygningen skal indeholde et nyt og tidssvarende forsamlingshus.
Økonomiudvalget i Brønderslev Kommune besluttede forleden, at lånet forlænges 20 år og afdrages over 20 år.
REGION MIDTJYLLAND
HORSENS
Udbygning af museum og opførelse af etageboliger
Industrimuseet på Gasvej i Horsens ønsker at udvide deres udstillingsfaciliteter. Samtidig ønsker de at sælge en del af "Gasværksgrunden" for at sikre mulighed for at opføre etageboliger. Desuden ønsker museet at opføre et parkeringshus.
Der er i forbindelse med byggeplanerne udarbejdet et forslag til lokalplan, som nu indstilles til godkendelse i Horsens Byråd med henblik på offentliggørelse i otte uger med anbefaling fra både Teknik- og Miljøudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Udover at give mulighed for museumsudvidelse, parkeringshus og boliger sikrer bestemmelserne i lokalplanen de bevaringsværdige bygninger i området, herunder de bevaringsværdige bygninger, som Industrimuseet er etableret i og bygget op omkring.
Industrimuseet ønsker med udvidelsen at skabe mere udstillingsplads og få mulighed for at etablere arbejdende værksteder med tilknyttede erhverv, der kan understøtte museets kulturelle profil.
REGION SJÆLLAND
BENLØSE
Udskiftning af tag
Ringsted Byråd har anlægsbevilget 10,157 mio. kroner til udskiftning af tag på bygning 4, Byskovskolen, afdeling Benløse.
Der er konstateret store fugt- og vandskader i taget på bygningen, som er fra 1974, og der er påvist en høj koncentration af skimmel i kontorer og mødelokaler.
ROSKILDE
Idrætspark
Roskilde Byråd besluttede tilbage i marts, at der skulle udarbejdes forslag til kommuneplantillæg og ny lokalplan for en ny idrætspark indeholdende et kommunalt stadion i Rådmandshaven med udgangspunkt i et skitseprojekt, som en investor i dialog med forvaltningen har udarbejdet for FC Roskilde. Derudover skulle der udarbejdes materiale til et EU-udbud med forhandling om overdragelse af kommunale byggeretter mod opførelsen af det nye kommunale stadion.
Forvaltningens arbejde med nyt plangrundlag og materiale til et EU-udbud har givet anledning til forslag om en række projektændringer i forhold til oprindelige skitsegrundlag, herunder at der gives mulighed for en fjerde tribune og byggeri i op til tre etager.
Ændringerne betyder, at der skal afholdes en ny indledende høring. Forvaltningen foreslår en høringsperiode fra den 5. januar til den 28. januar 2018, samt at der afholdes et borgermøde den 22. januar i høringsperioden.
Økonomiudvalget besluttede forleden, at iværksætte høringen som foreslået.
RINGSTED
13 tagboliger
Ringsted Byråd har godkendt skema A og dermed givet tilsagn om støtte til påbygning af 13 tagboliger på Margrethegården, som hører under Boligselskabet Sjælland.
Boligbebyggelsen, som er opført i årene 1955, 1956 og 1960, skal renoveres med støtte fra Landsbyggefonden, og som en del af renoveringen vil boligselskabet etablere 13 tagboliger.
Boligerne etableres med henholdsvis to, tre og fire rum, og den beregnede anskaffelsessum er på 25,444 mio. kroner.
ROSKILDE
Ombygning
Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune har godkendt forslag til tillæg 1 lokalplan 224 for Gullandsstrædekarréen, der herefter er blevet fremlagt i offentlig høring frem til 9. januar. Lokalplanen muliggør en ændret anvendelse af ejendommene Allehelgensgade 6 og 8, centralt i Roskilde.
Roskilde Kommune er blevet kontaktet af en potentiel køber af Allehelgensgade 8, som ønsker at indrette erhverv i stueetagen og boliger på førstesalen, men i henhold til gældende lokalplan må stueetagerne i strøgbebyggelsen langs Gullandsstræde, Stændertorvet og Allehelgensgade kun anvendes til butikker, kulturelle aktiviteter, restauranter og lignende.
ROSKILDE
Byudvikling
Økonomiudvalget i Roskilde Kommune har godkendt grundlag og tidsplan med henblik på forelæggelse af 11-punktsprogram for lokalplan 656 for Viby bymidte for Plan- og Teknikudvalget i begyndelsen af 2018.
Udvalget godkendte i starten af året en realiseringsstrategi for Viby bymidte, og forvaltningen har herefter arbejdet videre med et forslag om at samle bibliotek, borgerservice, Kultur-Cosmos og Lokalhistorisk Arkiv i et bibliotek- og kulturhus på Cosmosgrunden. Endvidere har der været ført forhandlinger med KFI om etablering af ny dagligvarebutik i området, og sammen med Boligselskabet Domea arbejdes der på at tilvejebringe en dispositionsplan for de almene boliger, herunder seniorboliger, som skal opføres i området. Endelig er der givet positiv tilkendegivelse fra en af de to lægepraksis i Viby om at etablere sig på Cosmosgrunden.
Forvaltningen arbejder frem imod at fremlægge 11-punktsprogram for Plan- og Teknikudvalget i første kvartal 2018 med henblik på tilvejebringelse af endelig vedtaget lokalplan for boliger, butikker mv inden udgangen af 2018. Lokalplanen skal danne grundlag for udskrivning af parallelopdrag for bibliotek/kulturhus inden udgangen af 2018.
REGION HOVEDSTADEN
LILLERØD
Plejeboliger
Teknik- og Planudvalget i Allerød Kommune anbefaler at forslag til lokalplan 2-303B for Plejeboliger ved Poppelvej i Lillerød godkendes og fremlægges i offentlig høring.
Lokalplanen skal sikre, at området anvendes til blandet bolig, erhverv og offentlige formål, såsom plejeboliger, helårsboliger, mindre erhverv samt parkering. Lokalplanen giver mulighed for at opføre en udbygning i sammenhæng med det eksisterende Skovvang plejecenter med 40 nye boliger og et aktivitetscenter.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Brønderslev, Horsens, Benløse, Roskilde, Ringsted og Lillerød