I dag lancerer Realdania en større innovationskampagne målrettet byggeriet.
Kampagnen har i alt fem spor, hvoraf det første er igangsættelse af ni erhvervsforskerprojekter inden for såkaldt smart city og smart building.
Et centralt punkt bliver at øge samarbejdet på tværs af virksomheder, så der opstår flere nye forretningsområder og -ideer.
Byggeriets værdikæde består jo af mange led og mange forskellige aktører.
- Og det øger risikoen for værditab, hver gang nye parter involveres og information skal formidles, siger filantropidirektør hos Realdania, Anne Skovbro, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Derfor handler det om at få matchet store virksomheder med de små, der måske kan komme med nye teknologiske og digitale løsninger. Et eksempel er MT Højgårds samarbejde med Dalux. Eller da Danske Bank skulle udvikle MobilePay. Her gik de også i partnerskab med nogle unge mænd, der drak meget cola og spiste meget pizza, siger hun.
Baggrunden for initiativet er, at Danmark har en markant mindre andel af det internationale bygge- og anlægsmarked end for eksempel Sverige.
Det betyder, at danske bygge- og anlægsvirksomheder har dårligere adgang til internationale projekter og knowhow.
- Vi kan hjælpe med ret håndholdte processer, at lægge lokaler og viden til et nyt tværfagligt samarbejde hos byggebranchens aktører, for eksempel til løsninger af klimaspørgsmål, terrorsikring og forbedring af baggårdsmiljøer, siger Torben Klitgaard, direktør i BloxHub, der meget naturligt holder til i det nybyggede BLOX ved Københavns Havn, der også skal huse blandt andet Dansk Arkitektur Center.
Bedre konceptudvikling
- Det handler om at skabe flere og bedre samarbejdsmuligheder på tværs af fagskel, tilføjer han.
Torben Klitgaard understreger vigtigheden af, at den nye kampagne kan udfordre byggebranchen og blandt andet sætte spot på nogle af de måder, branchens virksomheder anvender ressourcerne.
- Vi tager ikke en enkelt virksomhed ud, men ser på hvordan vi i samarbejde kan gøre et produkt mere klar til markedet, hvordan en konceptudvikling kan skæres effektivt til, så forretningsudviklingen bliver styrket, eller hvordan en kommunikationsstrategi kan blive mere effektiv, siger Torben Klitgaard.
Håndsrækning til forskere
Ellers bliver en rød tråd gennem den nye kampagne, hvordan man får flere virksomheder til at bruge teoretisk viden som innovationsværktøj
- Mange danske firmaer inden for byggeriet har en begrænset kobling til forskningsverdenen i forhold til andre brancher, siger Anne Skovbro.
- Det er ikke kun en kliché, at byggebranchen er konservativ, men vi ved, at flere erhvervs-phD’er kan have en positiv indvirkning. Og så er det vigtigt at fortælle, at vi ikke skal bidrage med grundforskning, det skal være relevant, praksisnært og bygbart, siger Anna Skovbro, der nævner Henning Larsens tegnestues fokus på bæredygtighed eller 3XNs arbejde med materialeudvikling som gode eksempler. Derfor er det nyt BloxHub så godt, fordi forskere kan blive en del af et netværk og sidde sammen med mange virksomheder, siger hun.
Vækstpotentiale
Kampen for at understøtte vækstpotentialet hos start-up-virksomheder med løsninger til byen og byggeriet, er også et centralt mål med den nye Realdania-kampagne.
- Byggebranchen er i sammenligning med øvrige brancher kendetegnet ved, at der opstartes mange nye virksomheder. Mange af dem forsvinder igen, og jobvæksten er begrænset i de virksomheder, der overlever. Derfor er målet, at flere iværksættere overlever. Men de har brug for bistand, så de kan komme det næste stykke vej, siger Anna Skovbro til Licitationen.
En typisk arkitektvirksomhed er på tre ansatte og en ingeniørvirksomhed på otte. Det er relativt få i sammenligning med en typisk industrivirksomhed på 20 ansatte, påpeger hun
- Arkitektvirksomheder får i gennemsnit 0,7 flere medarbejdere over en treårig periode, mens ingeniører får 2,5. Til sammenligning har industrien en jobvækst på 1,6 medarbejdere i samme periode. 20-30 procent af virksomhederne i den danske byggebranche forsvinder nemlig inden for virksomhedens første leveår. Til sammenligning er tallet for Sverige under 5 procent og i Storbritannien 5-15 procent. Hvis vi kan hjælpe med at gøre de store virksomheder, der også har kapitalen, interesserede i de smås idéer, skal vi gøre det, siger Anna Skovbro.
Ny kampagne skal styrke tværfaglighed
En ny innovationskampagne fra Realdania skal styrke forskningen i byggeriets virksomheder, hjælpe iværksættere og bringe firmaer sammen, som ellers aldrig ville tale sammen
Annonce