Som et led i en strategisk vækst, har firmaet Norva24 Danmark A/S, der er en del af Norva24-koncernen, opkøbt den Risskov-baserede Risskov Kloakservice. Det sker som et led i et generationsskifte i det lille firma, der har otte medarbejdere.
Der er tale om en gammel og velrenommeret virksomhed, som et stykke tid har været i kikkerten hos køber, der har en plan om at ekspandere i de større byer over hele landet.
- Vi har en vækstplan, hvor vi skal vokse med ca. 10 procent om året, og det skal ske ved både organisk vækst og tilkøb, siger landedirektør Allan Aebischer. Firmaet er tidligere ejet af ISS, men er blevet solgt fra og købt af kapitalfonden Valedo, der har en række andre virksomheder i porteføljen.
Flere funktionsområder
Selskabet, der driver kloakservice, har en række forskellige funktionsområder. Det gælder slamsugning som er den største del af aktiviteterne, industriservice, TV-inspektion, gravearbejder med renovering af kloakker, samt tankbilkørsel.
Firmaet har afdelinger i Albertslund, hvor hovedkontoret ligger, Hillerød, Kalundborg, Rødby, Svendborg, Kolding og nu også Risskov.
- Det har været vigtigt for os at komme til Aarhusområdet, for det er her, vi kan se et stort vækstpotentiale, siger landechefen til Licitationen Byggeriets Dagblad.
- Vi satser på de større byer, og her kommer også byer som Aalborg, Herning, Horsens og Esbjerg ind i billedet, tilføjer han.
Firmaet har overtaget Risskov kloakservice pr. 15.12. 2017, og medarbejderne har vist sig meget positive overfor overtagelsen.
Kun sunde opkøb
- Vi har både store og mindre kunder, men af de større kan nævnes kommuner over store dele af landet, DSB og Forsvaret, og qua vores landsdækkende status, som vi nu yderligere udbygger, vil vi også kunne påtage os andre større geografisk spredte opgaver, siger Allan Aebischer.
Strategien for opkøb er også helt klar. Virksomheden vil kun opkøbe velfunderede og veldrevne og velansete virksomheder, og det har været tilfældet med Risskov Kloakservice, hvis grå biler har været velkendte i Aarhusområdet i mange år.
Og det bliver der ikke ændret på lige med det samme:
- Navnet Risskov Kloakservice laver vi ikke om på nu. Der kommer et lille skilt på, hvor der står, at firmaet nu er en del af Norva Gruppen, men det bliver risskov Kloakservice, der fortsat er det bærende, siger han.
Norva24 blev etableret i 2015 i Norge, da en række mindre lokale kloakvirksomheder slog sig sammen og dannede Norva24. I januar 2017 opkøbte Norva24 ISS Kloak- & Industriservice, og firmaet skiftede derfor navn til Norva24 Danmark A/S. I dag leverer Norva24 stadig en bred vifte af tjenester til industri- og virksomhedsmarkedet, offentlige myndigheder og private borgere.
Selskabet er i dag Nordens største selskab inden for dets serviceområde og servicerer dagligt mange forskellige kundetyper - store som små.
Om konkurrencen i markedet siger han:
- Det er klart at der er konkurrence om tingene. Det er vi helt klar over, og for os handler det om at være dygtige, Det faktum, at vi er både landsdækkende og lokale, samt at vi har en vis volumen gør os interessante til en lang række opgaver, siger han.
Norva24 ekspanderer med opkøb i Aarhus
Et tidligere ISS-selskab i Norva Gruppen har planer om vækst og køber Risskov Kloakservice i et generationsskifte