REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Skybruds- og regnvandsledninger
I forbindelse med klimatilpasning og skybrudssikring af Frederiksberg ønsker Frederiksberg Kloak A/S at etablere skybruds- og regnvandsledninger i området ved Femte Juni Plads. Bygherre ønsker at påbegynde arbejdet ved årsskiftet, hvorefter anlægsarbejdet forventes at pågå i cirka to år.
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har besluttet, at der ikke skal udarbejdes VVM-redegørelse for det spildevandstekniske anlæg - rørbassinet ved Femte Juni Plads.
Projektet omfatter etablering af underjordiske skybrudsledninger placeret under Femte Juni Plads, Dalgas Boulevard og Nyelandsvej samt regnvandsledninger i La Cours Vej og Beringsvej. Når skybrudsledningerne er sat i drift, tømmes de med en pumpestation placeret under parken for enden af Femte Juni Plads.
Indtil det bliver muligt at aflede regnvandet fra skybrudsledningerne til enten en genetableret Grøndals Å eller til en større central skybrudsledning, skal regnvandet opmagasineres i skybrudsledningerne
FREDERIKSBERG
Ny vejkasse
I starten af året konstaterede By- og Miljøområdet i Frederiksberg Kommune en underminering under Roskildevej. Et rådgivende ingeniørfirma har udarbejdet en rapport, der beskriver tre forskellige løsningsforslag for fremtidig udbedring af kørebanen på Roskildevej.
By- og Miljøområdet vurderer, at en udskiftning af vejkassen er det rigtigste, selvom det også er den dyreste af løsningerne. Det vil imidlertid være en mulighed at udføre arbejdet over fire år, således de årlige udgifter bliver på 3,1 mio. kroner.
By- og Miljøudvalget har besluttet at oversende sagen til budgetforhandling 2019.
REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Fjernvarme
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse har godkendt et projektforslag fra SK Forsyning, som vedrører fjernvarmeforsyningen i Slagelse by.
SK Forsyning søger om at opsætte en halmfyret kedel i varmeværket ved stop 39. Desuden vil SK etablere en fjernvarmeledning, som skal forbinde fjernvarmesystemet i den nordlige del af Slagelse med fjernvarmesystemet i den sydlige del af Slagelse. Ledningen skal lægges gennem St. Jørgensgade.
REGION SYDDANMARK
KOLDING
Genbrugscenter
Teknikudvalget i Kolding Kommune har godkendt et skitseprojekt for fornyelse af genbrugscentret på Bronzevej, ligesom den overordnede økonomi og tidsplan for projektets gennemførelse blev godkendt i udvalget forleden. Herefter er det planen, at forvaltningen skal fremlægge et forslag til detailprojekt til politisk godkendelse i foråret 2018.
Der arbejdes med en økonomisk ramme på 37 mio. kroner for fornyelse af pladsen. Genbrugspladsen forventes færdig i sin nye form ultimo 2018/primo 2019.
VAMDRUP
Parkeringspladser
Teknikudvalget i Kolding Kommune har sagt god for, at udvidelsen af parkeringskapaciteten ved Arena Syd i Vamdrup udføres med projektændringer.
På grund af projektændringerne og et kollapset kloaksystem vil projektet overskride budgettet, og Teknikudvalget har godkendt, at budgetoverskridelsen på 1,2 mio. kroner finansieres inden for infrastrukturpuljen.
Der blev oprindelig afsat 3,3 mio. kroner til udvidelsen, men da der er behov for at udskifte alle afløbsledninger under parkeringspladsen, forventes udgiften at ende på 4,5 mio. kroner.
REGION MIDTJYLLAND
LEMVIG
Områdefornyelse
Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune har godkendt et skitseforslag for omdannelse af parkeringspladsen ved Engen samt renovering af stiforbindelsen til Frederiksgade.
Formålet med projektet er at opnå en mere hensigtsmæssig trafikafvikling og skabe mulighed for grønnere byrum, ophold og mere synlige forbindelser til gågaden og Frederiksgade fra Engen.
I områdefornyelsesprogrammet for Lemvig er der i alt afsat 3,6 mio. kroner til projekt 4.1, og igangsættes det fremlagte projekt vil det indebære, at hovedvægten af de budgetterede 3,6 mio. kroner ligger i omdannelsen af p-pladsen.
LEMVIG
Bro
Teknik & Miljø i Lemvig Kommune har efter henvendelse fra en borger undersøgt den gamle murstensbro ved Åmøllen øst for Remmerstrand.
Broen er i så dårlig stand, at den skal fjernes til den nederste række af mursten og bygges op på ny.
Broen ligger på en privat fællesvej og skal som sådan ikke vedligeholdes af Lemvig Kommune.
Det økonomiske overslag på renovering broen kan ikke udarbejdes, inden der foreligger beregninger på den bærende konstruktion.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit seneste møde, at give et tilskud til udarbejdelse af rapport over de bærende konstruktioner.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter på Frederiksberg, i Slagelse, Kolding, Vamdrup og Lemvig