I skarp konkurrence med andre skolebyggerier i Danmark blev VUC Syds FlowFactory kåret som den mest spændende og vellykkede skolebygning i år.
Det nye skolebyggeri på Haderslevs havnefront, der var i konkurrence med Langenæs Børneby i Aarhus, Copenhagen International School i København, Katrinedals Skole i Vanløse og Spurvelundskolen i Odense, blev belønnet med en pris for Årets Skolebyggeri.
Flow Factory huser VUC Syds HF-uddannelse, hvor målet er at gøre de studerende til kreative producenter af blandt andet digitale løsninger.
Skolen er tegnet af Zeni arkitekter fra Aabenraa.
- For få årtier siden summede havnefronterne af liv fra fabrikker og transport af landbrugsprodukter. Nu sker der noget andet. Af respekt for tid og historie skal rammerne have kvalitet - indadtil såvel som udadtil, siger direktør Torben Engsig Sørensen fra Zeni.
At fremme kreativitet
Som han også skriver på tegnestuens hjemmeside, understreger han, at byggeriet af FlowFactory er lavet med basis i de nyeste tendenser indenfor undervisningsbyggeri.
- Det handler, som navnet mere end antyder, om at fremme flow og kreativitet i arbejdet. Byggeriet skal understøtte de studerendes læring.
Udadtil er FlowFactory dog andet og mere end et undervisningsted, pointerer arkitekterne:
"Ved siden af VUCs markante hovedbygning, Light House, gadeidrætsanlægget StreetDome og Victor Ash’ udsmykninger af de gamle siloer, skal FlowFactory bidrage til stedet. Cortenstålet, de kantede, maritime former og det lidt rå udtryk, giver tydelige referencer til havnemiljøet, mens bygningen stadig fremstår som umiskendeligt ny", skriver zeni.dk.
Årets skolebyggeri giver noget tilbage til eleverne og Haderslevs havn
FlowFactory VUC Syd er kåret til årets mest vellykkede skolebyggeri. Huset er brugernes, mere end det er vores, lyder det fra Zeni arkitekter, der har tegnet den fleksible bygning