Man plejer at sige, at den nemmeste vej til at stige i hierarkiet - og i løn - er ved at skifte til en ny virksomhed, men for 54-årige Claus Møller blev 31 år i samme virksomhed belønnet tidligere i år.
Han startede i Siemens i 1986, og blev i maj i år udnævnt til ny topchef for Siemens Danmark.
Den nye topchef har 17 års erfaring fra virksomhedens næstøverste ledelseslag, og har tidligere været divisionsleder for blandt andet divisionerne energi, mobilitet, industriløsninger og it. Det er blandt grundene til, at han endte med at få jobbet.
- Alle tre topkandidater til jobbet var interne, og vi har en kultur, hvor vi fostrer vores egne ledere langt nede i systemet, siger Claus Møller.
At Siemens tilbage i 1986 overhovedet kom på radaren hos den nyuddannede ingeniør, var lidt af et tilfælde.
- Dengang manglede der ingeniører i hele landet. Der var også mangel på øl i butikkerne i den periode, og da jeg var ude og se på forholdene ved Siemens, havde de tilfældigvis øl i kantinen. Det gjorde mig selvfølgelig positiv, så det var der, jeg rigtig fik øjnene op for Siemens, siger Claus Møller.
Han skrev således til personalechefen i koncernens tyske hovedafdeling for at forsøge at lande en praktikplads, og personalechefen kvitterede med et job i Braunschweig.
Claus Møller var i Tyskland i to år, men blev Siemens-mand for livet. Han indledte sin karriere med drømme om at redde verden via rendyrket ingeniørarbejde, men i det tyske blev Claus Møller blandt andet brugt som projektleder, og kort efter han blev hentet hjem til Siemens i Danmark, stod det klart for ham, at han ville gå ledelsesvejen.
- Efter to-tre år vidste jeg, at jeg skulle være leder, og efter fem-seks år fortalte en af mine ledere, at jeg kunne nå hele vejen. Det var jeg enig med ham i, siger Claus Møller.
Tror ikke på karriereplaner
På trods af tilfældighedernes store indflydelse på et karriereforløb, er der mange, der forsøger at planlægge vejen mod toppen skridt for skridt.
Et klassisk råd er, at en smutvej til at træde op i hierarkiet og på lønstigen er et jobskifte hver 3-4 år.
- Men det er ikke den strategi, jeg har fulgt. Jeg har haft tilbud fra Tyskland og Kina, men det sagde jeg nej til, for det var min familie ikke klar til. Desuden rakte mine ambitioner ikke til at søge væk. Jeg var glad for mine opgaver, og uanset karrieremulighederne er livet for kort til at lave noget, man ikke gider, siger Claus Møller.
Helt generelt har han altid holdt sig fra at forsøge at time og planlægge forløbet af sin karriere.
- Jeg ville aldrig lave sådan en plan. Jeg tror ikke på det med at lægge overordnede planer, for så bliver man bare skuffet, hvis mulighederne ikke byder sig til, siger Claus Møller, og henviser blandt andet til at forgængeren i direktørstolen, Jukka Pertola, besad stillingen i15 år, hvilket gjorde vejen til topposten længere.
Gør dig klar
I stedet for at planlægge, at han skulle nå den ene og den anden titel inden en bestemt alder, forsøgte Claus Møller at forberede sig bedst muligt på den dag, hvor han måske ville få chancen for at bringe sit navn i spil som topchef.
- Siemens er et konglomerat, og derfor skal du være bredt funderet for at blive topchef. Så min "plan" var løbende at skifte division, og i dag kender jeg derfor forretningen ind og ud, siger Claus Møller.
Et andet element af at forberede sig selv bedst muligt er at skabe en synlighed i sin branche, forklarer han.
- Meld dig ind i brancheorganisationerne eller begynd at holde foredrag. Det er vigtigt, at du kommer på banen eksternt og bliver lidt kendt. Jeg følte mig i hvert fald bedre rustet til jobbet ved også at gøre mig gældende uden for virksomheden.
Efter 31 år blev Claus Møller endelig topchef i Siemens Danmark
Efter år i venteposition kunne Claus Møller tidligere i år endelig indtage den øverste chefstol hos Siemens A/S, og han løfter her lidt af sløret for, hvordan man "planlægger" turen fra gulvet til hjørnekontoret