De langtrukne finanslovsforhandlinger har givet øget usikkerhed i markedet, fordi Boligjobordningens fortsatte skæbne længe har været uvis.
Efter valget i 2015 fik fradraget to års ekstra levetid, men i en grøn udgave. Men med udgangen af 2017 udløber den politiske aftale og kommer ordningen ikke med på finansloven for 2018, så må de mindre håndværksvirksomheder se langt efter fradraget.
- Da man forhandlede om bilafgifterne, satte det hele markedet i stå. Her har vi i stedet set, at forbrugerne har hamstret eksempelvis varmepumper, fordi ordningen fremtid er usikker. Og det er noget rod, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Cheføkonomen kalder de politiske marathon-forhandlinger for "en krigsskade, men må leve med".
- I det her tilfælde har branchen været ramt positivt, fordi kunderne op til årsskiftet har sat gang i projekter, fordi de ikke kender ordningens levetid. Nu håber vi på, at der bliver sikret stabile rammevilkår, så ikke vi skal ud i flere årlige nervepirrende kampe om ordningen, siger Bo Sandberg.
Med i forhandlingerne
Det var den daværende Venstre-regering, der sammen med Dansk Folkeparti, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og De Konservative, der kort efter valgte i 2015 indgik en rammeaftale om Boligjobordningen.
Aftalen sikrede, at Boligjobordningen kunne videreføres uændret i 2015. Desuden blev det aftalt, at der fra 2016 skal ske en grundlæggende omlægning af fradraget til en ny grøn ordning med henblik på at understøtte den grønne omstilling, øget bæredygtighed og klimaindsatsen. Op til finanslovsforhandlingerne har regeringen meldt ud, at man ønsker at pille håndværksdelen ud af håndværkerfradraget, så det fremover alene er målrettet serviceydelser som rengøring og børnepasning.
Dansk Folkeparti ser dog gerne, at håndværksregninger også kan trækkes fra fremover. Noget partiets gruppeformand Peter Skaarup gentog i går på vej ind til forhandlingerne i Finansministeriet.
- Vi vil stadig gerne have håndværksydelser til at være en del af Boligjobordningen. Men ellers vil jeg først udtale mig om det, når der er en finanslovsaftale på plads, sagde han.
Ved Licitationen - Byggeriets Dagblads deadline var der endnu ikke indgået en finanslovsaftale.
Usikkerhed om Boligjobordningen har ramt branchen positivt
Især er der blevet hamstret varmepumper, fortæller Dansk Byggeris cheføkonom, der kalder de langtrukne finanslovsforhandlinger for "en krigsskade"