REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Etablering af klubbygning
Frederiksberg Kommune etablerer en ny klubbygning på hjørnet af J.M. Thieles Vej og Fuglevangsvej, og Primus Arkitekter er valgt som totalrådgiver på projektet.
Der er tidligere frigivet en projekteringsbevilling på en mio. kroner, og forleden anlægsbevilgede kommunalbestyrelsen yderligere 2,5 mio. kroner til totalrådgiverhonorar og forundersøgelser, så den nye klubbygning på J.M. Thieles Vej kan færdigprojekteres og sendes i udbud.
Den nye klubbygning skal bruges af den nuværende Klub Tempeltræet, som er klub for børnene fra Skolen på Bülowsvej, og den får et bruttoareal på 930 kvm fordelt på tre-fem etager.
FREDERIKSBERG
Opførelse af 38 almene boliger
Frederiksberg Kommunalbestyrelse har givet tilsagn til Frederiksberg Forenede Boligselskaber om støtte til opførelse af 19 almene familieboliger og 19 almene ungdomsboliger på på Roskildevej 54.
Projektet er et element i den aftale, der er indgået mellem boligorganisationen og Frederiksberg Kommune om gennemførelse af et såkaldt VenligBolig Plus projekt, der skal medvirke til, at der tilvejebringes billige boliger til flygtninge og unge uddannelsessøgende, der aktivt ønsker at deltage som frivillig ressource i Frederiksberg Kommunes integrationsindsat for de flygtninge, der anvises til boligerne.
Anskaffelsessummen for familieboligerne er beregnet til 22,390 mio. kroner inklusive moms, og anskaffelsessummen for ungdomsboligerne til 26,332 mio. kroner inklusive moms.
Kommunalbestyrelsen har også givet tilsagn om støtte til samme boligselskabs opførelse af otte familieboliger på Sofus Francks Vænge 12-14. Byggeriet har en beregnet anskaffelsessum på 19,624 mio. kroner inklusive moms.
Boligerne indrettes i lokaler, hvor der tidligere har været daginstitution.
GENTOFTE
100 almene boliger
Byplanudvalget og Økonomiudvalget i Gentofte Kommune anbefaler begge, at Lokalplan 398 for et område ved Ørnegårdsvej 6 vedtages endeligt.
Lokalplan 398 giver mulighed for opførelse af 100 almene boliger, som henholdsvis ungdoms- og familieboliger.
HVIDOVRE
Indretning af café
Teknik- og Miljøudvalget i Hvidovre Kommune har besluttet at udarbejde lokalplan for ejendommene på Hvidovrevej 85-95.
Ejeren af ejendommen på Hvidovrevej 95 har ønsket at indrette café i bygningens stueetage.
HILLERØD
Udbygning af institution
Hillerød Kommune investerer i en kapacitetsudvidelse af daginstitutionen Væksthusene, afdeling Chili på Godthåbsvej.
Der tilbygges 180-200 kvm, og udvidelsen skal indrettes fleksibelt, så de nye grupperum med tilhørende funktioner kan anvendes af både vuggestuebørn og børnehavebørn.
Der er også behov for mindre ombygninger i eksisterende bygning samt en række ændringer i indretningen.
Til løsning af projektet vil kommunen indgå en rådgiveraftale med et arkitektfirma, og det forventes, at en rådgiverkontrakt kan underskrives først i 2018.
Byggeriet forventes sat i gang midt i 2018.
Hillerød Byråd anlægsbevilgede 4,2 mio. kroner til udbygningen forleden.
REGION MIDTJYLLAND
VIBORG
Opførelse af skole
Viborg Kommune investerer i en ny Rosenvængets Skole i tilknytning til Finderuphøj Skole, og forleden godkendte Børne- og Ungdomsudvalget skitseforslaget for det kommende skolebyggeri.
Det er nu planen, at der skal udarbejdes projektforslag, som skal danne grundlag for kommende licitation.
Skitseforslaget er udarbejdet af totalrådgiver Kærsgaard & Andersen (KAAI).
Der planlægges opført 3.047 kvm nybyggeri på B67’s vestlige boldbane, og den nye skole forventes at stå klar til brug i 2020.
RANDERS
Boliger i sygeplejeskole
Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har besluttet at udarbejde lokalplan, der gør det muligt at etablere boliger i den tidligere sygeplejeskole på Østervangsvej 26-30.
Forvaltningen har i længere tid været i dialog med skiftende bygherrer om mulighederne for at omdanne bygningerne, der tidligere rummede sygeplejeskolen, og der er nu modtaget en ansøgning om ændring af plangrundlaget. Der er ikke ønske om, at der skal bygges yderligere i området, men blot at indrette den eksisterende bygning til boliger.
Den eksisterende etageejendom er i fire etager samt en tagetage, og den skal ifølge planen indrettes med cirka 30 boliger samt tilhørende fællesarealer.
Da projektet også forudsætter en væsentlig ændring af kommuneplanen, skal der indkaldes idéer og forslag til planlægningen i form af en fordebat.
REGION SYDDANMARK
STRIB
Boligbyggeri
Økonomiudvalget i Middelfart Kommune har sagt god for, at der lokalplanlægges for et areal ved Røjlemosevej i Strib for at bane vej nye boliger på Røjlemosevej 50.
Ejendommen er på 12.701 kvm og er i dag bebygget med en enkelt bolig.
Nu søges der om tilladelse til at opdele grunden og gøre plads til fem parcelhusgrunde og 20 boliger i to plan.
Udvalget har ligeledes sagt ja til, at der kan lokalplanlægges for otte rækkehuse på hjørnet af Rørkærsvej og Strandvejen i Strib.
Her skal en eksisterende bolig og en tidligere tankstation rives ned for at give plads til de nye rækkehuse.
MIDDELFART
28-32 boliger
Økonomiudvalget i Middelfart Kommune har givet grønt lys til udarbejdelse af en lokalplan for et areal ved Middelfart Station, hvor ejer ønsker at opføre nye boliger.
Barfoed Group og Archidea & Vita har fremsendt et skitseforslag til kommunen, som viser en boligbebyggelse bestående af enten syv eller otte boligblokke i tre etager indrettet med hver fire boligenheder.
For at gennemføre det beskrevne eller dele af det beskrevne projekt skal der gennemføres en lokalplanlægning for området.
REGION NORDJYLLAND
SÆBY
Etageboligbebyggelse
Frederikshavn Byråd har godkendte forslag til lokalplan SAE.B.01.22.01 Boliger på Gasværkvej, Sæby, der herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanen vil gøre det muligt at opføre en etageboligbebyggelse på Gasværksvej.
KLARUP
Bolig og butikker
Aalborg Byråd har vedtaget Lokalplan 7-1-110 Boliger og Erhverv, Lodsholmvej, Klarup endeligt.
Formålet med lokalplanen er at planlægge et nyt bolig- og erhvervsområde i Klarup. Inden for lokalplanområdet kan der primært etableres boliger.
I den del af lokalplanområdet, der er udlagt til centerformål, kan der også etableres butikker, serviceerhverv mv. Der kan endvidere etableres et plejehjem i den østlige del af lokalplanområdet.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter på Frederiksberg, i Gentofte, Hvidovre, Hillerød, Viborg, Randers, Strib, Middelfart, Sæby og Klarup