23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Gladsaxe, Give, Ørbæk, Bevtoft, Vojens, Jebjerg og Frederikshavn

REGION HOVEDSTADEN

GLADSAXE

Antennemast
Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune har givet grønt lys for opstilling af en antennemast i Haveforening 4. juli, Klausdalbrovej 239.

Det er TT-netværket, der ønsker at etablere en 24 meter høj antennemast i haveforeningen for at forbedre mobiltelefoni og især mobil dataoverførsel i området.

REGION SYDDANMARK

GIVE

Byggemodning
For at imødekomme interessen efter parcelhusgrunde i efterspurgte områder har Vejle Byråd besluttet at byggemodne 13 parcelhusgrunde ved Blomsterparken i Give.

Udgiften hertil er af Teknik og Miljø anslået til at udgøre 3,94 mio. kroner.

ØRBÆK

Park
Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune har vedtaget Helhedsplan for Ørbæk endeligt og sagt god af, at der tages hul på lokalplanlægning for Almas Have og parkeringsanlæg ved Sentvedvej. Lokalplanen vil tage afsæt i helhedsplanens intentioner og skitser for området, herunder anlæg af Almas Have som park, oprettelsen af en stiforbindelse mellem Hovedgaden og skolen og etablering af parkerings- og afsætningsanlæg ved Sentvedvej. Detailplanlægningen for Almas Have skal udføres sideløbende med lokalplanprocessen i samarbejde med lokale borgere og foreninger i Ørbæk.

Til udmøntning af helhedsplanen er der indgivet ansøgninger om støtte til henholdsvis Landdistriktspuljen vedrørende rådgivning om indretning af Almas Hus og til en pulje under Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vedrørende anlæg af Almas Have og inddragelse og rådgivning i forbindelse hermed. Der ventes svar på ansøgningerne omkring årsskiftet.

Der arbejdes desuden med udvikling af et design til et aktivitetsareal ved Ørbæk Midtpunkt i samarbejde med de lokale foreninger og Syddansk Universitet.

BEVTOFT

Nedrivning
Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune har besluttet at kondemnere ejendommen Hyrupvej 53 i Bevtoft.

Ejendommen har stået tom i en årrække, og en række beboere på Hyrupvej har kontaktet Haderslev Kommune med henblik på at få et samarbejde om nedrivning af ejendommen. Ejendommen fremstår nærmest som en ruin, og umiddelbart vurderes det, at ejendommen er i så ringe stand, at omkostninger til eventuel renovering langt overstiger, hvad ejendommen efterfølgende kan sælges for, hedder det i referatet fra udvalgsmødet.

VOJENS

Parkeringspladser
Vojens Menighedsråd har til Haderslev Kommune fremsendt projekt og økonomisk overslag på renovering og etablering af nye parkeringspladser ved Vojens Kirke. Antallet af parkeringspladser ved kirken er i dag cirka 20. Dette antal vil ved renoveringen og udvidelsen stige til 123 parkeringspladser.

Den eksisterende parkeringsplads ved Vojens Kirke tilhører Haderslev Kommune, og Vojens Menighedsråd har derfor anmodet Haderslev Kommune om en medfinansiering af projektet.

Vojens Menighedsråd har fået udarbejdet et skitseprojekt tilhørende økonomisk overslag for projektet, som lyder på godt 4,1 mio. kroner.

Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune besluttede forleden, at kommunen kan deltage i finansieringen med 300.000 kroner.

REGION MIDTJYLLAND

JEBJERG

Omlægning af landbrugsareal
En gruppe borgere i Jebjerg ønsker at købe et større landbrugsareal, der grænser op til byparken mod vest centralt beliggende i Jebjerg. Borgerne ønsker at sikre arealet til rekreative formål med ønske om eventuelt at udvide den eksisterende bypark og/eller de nærliggende udendørs idrætsfaciliteter i fremtiden og dermed også sikre arealet mod fremtidig udbygning.

Ejeren af landbrugsarealet har ytret, at han er interesseret i at sælge den ønskede jord til borgergruppen, hvor køberen vil blive den selvejede juridiske enhed Sport & Event Center Jebjerg. I den forbindelse ønsker han at udstykke to-tre større byggegrunde i det sydøstligste hjørne af den pågældende matrikel i forlængelse af to eksisterende storparceller mod nord.

Det kræver udarbejdelse af kommuneplantillæg samt lokalplan både at få udstykket og overført de nye byggegrunde til byzone og få ændret det større landbrugsareals anvendelse til offentlige og rekreative formål.

Teknik- og Miljøudvalget i Skive Kommune gav forleden grønt lys for, at der udarbejdes nyt plangrundlag for arealet.

REGION NORDJYLLAND

FREDERIKSHAVN

Nedrivning
Plan og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune har givet tilladelse til nedrivning af fem bygninger på ejendommen Toftegårdsvej 40 i Frederikshavn.

Der er tale om bevaringsværdige bygninger, men kun kampestensladen, som er den af bygningerne på ejendommen, som har den højeste bevaringsværdi, ønskes bevaret.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094|instance-web03