23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nu vil nordjyderne også bygge nyt

Tre gange så mange nordjyder som københavnere har planer om at bygge nyt hus i løbet af det næste år. Udviklingen bekræftes af de store husbyggere, som har travlt på de lokale salgskontorer

Det er kun to år siden, Milton Huse etablerede sit salgskontor i Aalborg. Dengang havde virksomheden en enkelt medarbejder udstationeret i den nordjyske hovedstad, mens hussalget endnu var i sin spæde vorden.

Allerede året efter solgte Aalborg-kontoret omkring 60 huse, og i år indeværende år runder salget 100 huse. I samme periode er antallet af ansatte flerdoblet, så afdelingschef Michael Prip Olesen til foråret skal finde kontorplads til den sjette medarbejder, mens forventningerne er at overgå 2017-salget uden de store problemer.

- Jeg er faktisk mere optimistisk på vej ind i 2018, end jeg var det, da vi gik ind i 2017. Der er virkelig gang i tingene heroppe, siger Michael Prip Olesen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Tre gange som byggelystne som i Hovedstaden
Gang i tingene kommer der formentlig også til at være næste år. I hvert fald viser en ny undersøgelse fra Voxmeter, at 1,2 procent af nordjyderne går med planer om at bygge nyt hus inden for de næste 12 måneder. Det er næsten dobbelt så høj en andel som landsgennemsnittet på 0,7 procent og tre gange så højt som de 0,4 procent fra Hovedstaden, der går med aktuelle planer om at bygge nyt.

Tallene kommer ikke bag på Peter Jakobsen. Han er afdelingsdirektør for HusCompagniet i Aalborg, hvor landets største husbygger har haft et kontor siden 2009. Dengang solgte HusCompagniet 30 huse i Nordjylland, og det tal steg sidste år til 170.

I august åbnede HusCompagniet en udstillingsby bestående af fire huse på Griegsvej i Frejlev, og ifølge Peter Jakobsen er efterspørgslen bare fortsat med at stige. Han regner med, antallet af solgte huse øges med 10 procent fra 2016 til 2017 - og at udviklingen i øvrigt fortsætter ind i det nye år.

- Vi går efter at få en vækst på 10 procent igen i 2018, og det tror vi på, fordi vi har sikret os jorden allerede, siger han.

Heller ikke i det lokale pengeinstitut, Nordjyske Bank, kommer nyheden om de byggelystne nordjyder som et chok.

- Vi har de sidste par år mærket en stigning i antallet af henvendelser på lån til boligbyggeri, og derfor kommer tallene fra Voxmeters undersøgelse heller ikke bag på os. Nordjylland - og især områderne omkring regionens større byer som Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn og Aalborg - er i rivende udvikling, og derfor fristes mange også til at købe byggegrunde her, siger bankdirektør Mikael Jakobsen fra Nordjyske Bank, som står bag undersøgelsen fra Voxmeter, der er foretaget blandt 5.600 danskere over 18 år.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.185|instance-web01