23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver i dag

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Hvidovre, Kalundborg, Rødby, Jyllinge, Egernsund og Viborg

REGION HOVEDSTADEN

HVIDOVRE

Klimasikring
I samarbejde med beboerne i Strandøre, Klikovand, Sweco og Tankegang har Hvidovre Kommune udarbejdet en plan, der skitserer, hvordan kvarteret over en årrække kan blive klimasikret.

Planen, der fungerer som idekatalog for løsninger, skal godkendes politisk, således at administrationen kan påbegynde et dispositionsforslag.

Teknik- og Miljøudvalget tager stilling i sagen i morgen.

De projekter, der er foreslået i planen, har en overordnet karakter, og vil i fremtiden skulle beskrives, vurderes og realiseres individuelt. Næste skridt vil være at udarbejde et dispositionsforslag for projekterne. Herefter følger en proces med detailplanlægning og myndighedsbehandling inden projektet kan overgå til anlægsfase.

REGION SJÆLLAND

KALUNDBORG

Klimatilpasning
Et klimatilpasningsprojekt i Kærby Å er blandt punkterne på dagsordenen for Kalundborg Kommunalbestyrelses møde i morgen, hvor der søges om frigivelse af 1,534 mio. kroner til projektet.

Ved høj vandstand i Kærby Å og samtidig kraftig regn samles overfladevand visse steder i Rendsborgparken og Lyngparken. Desuden er Kalundborg Forsynings kloakledninger udsatte, da der siver vand ind i kloakledningerne, og på grund af høj vandstand i åen kan vandet ikke pumpes væk. Problemet stiger, når vandstanden i fjorden samtidig er høj.

Et forprojekt, som Kalundborg Forsyning tidligere har udført sammen med Krüger A/S, har vist, at den bedste og billigste løsning er en pumpeløsning, en såkaldt vandløfter, samt forstærkning af diget omkring den nuværende sluse ved Sydhavnsvej. 

RØDBY

To søer
Lolland Kommune har givet landzonetilladelse til at anlægge to nye søer på Nødholmsvej 2, Rødby. Der er tale om en sø på 1.200 kvm og en på 600 kvm.

Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet i fire uger efter offentliggørelsen på kommunens hjemmeside, som var i uge 47.

JYLLINGE

Torv
Genopførelsen af Jyllingehallen færdiggøres i foråret 2018. Herefter skal forpladsen opgraderes til et torv i henhold til helhedsplanen for halområdet og handleplanen for Jyllinge Bymidte.

Sagen er på Roskilde Byråds dagsorden i morgen, hvor der skal tages stilling til frigivelse af en anlægsbevilling på tre mio. kroner til projektet.

I vinteren 2017/18 kvalificeres projektet sammen med aktørerer fra blandt andet idrætsforeninger, bibliotek, Jyllingehallen og Jyllinge Skole, hvorefter projektet udbydes til entreprenører.

KALUNDBORG

Oprensning
Kalundborg Kommunalbestyrelse skal på sit møde i morgen blandt andet tage stilling til frigivelse af 100.000 kroner af restrådighedsbeløb på 900.000 kroner til oprensning af Houget og lystbådehavnen ved Gisseløre. De 100.000 kroner skal dække udgiften til yderligere undersøgelser. Der er tidligere frigivet 100.000 kroner til undersøgelser, men projektet har vist sig at være af noget større omfang end først antaget. Udover den almindelige oprensning vil der også skulle uddybes til ny dybde i en del af havnen, og desuden skal den gamle dæmning/mole, som er forbindelsen til den østlige flydebro, renoveres. Det betyder, at der skal etableres 140 løbende meter spuns med gensidig forankring. Det kræver både udførelse af geoteknik og udarbejdelse af et skitseprojekt, så en anlægssum for gennemførelse af projektet kan estimeres. 

REGION SYDDANMARK

EGERNSUND

Nedrivning
Ejeren af ejendommen på Skovgade 5, Egernsund har søgt Sønderborg Kommune om tilladelse til at nedrive ejendommen, som består af et bevaringsværdigt enfamiliehus fra 1740.

Teknik- og miljøudvalget, som har beslutningskompetencen, tager stilling til ansøgningen på sit møde i dag.

Matriklen ønskes brugt til at opføre et lavenergi forsøgshus med specielle sten, der beklædes med tegl fra det lokale teglværk. 

REGION MIDTJYLLAND

VIBORG

Vejforlægning
Teknisk Udvalg i Viborg Kommune skal på sit møde i morgen tage stilling til en projektskitse for forlægning af Tingvej ved Tinghallen. Udbygningen af Tinghallen er baggrunden for, at Tingvej skal forlægges.

Teknisk Udvalg skal tage stilling til det udarbejdede forslag forud for den videre detailprojektering, udbud og iværksættelse af anlægsarbejderne forventeligt i foråret 2018. Der lægges endvidere op til, at forvaltningen bemyndiges til at godkende lavestbydende entreprenør, såfremt tilbuddet ligger indenfor den bevillingsmæssige ramme. Teknisk Udvalg skal således tage stilling til ansøgningen om en anlægsbevilling på 3,5 mio. kroner til realisering af projektet.

Tingvej forventes forlagt, inden arbejderne med Tinghallens udvidelse sættes i gang 1. maj, sådan at entreprenøren har et frit arbejdsområde, hvor Tinghallen skal udvides.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.25|instance-web04