REGION HOVEDSTADEN
HØRSHOLM
Kystsikring
Hørsholm Kommune har i samarbejde med rådgiveren Hasløv & Kjærsgaard ansøgt Kystdirektoratet om tilladelse til etablering af kystsikring med sandfodring på strækningen mellem Bukkeballevej i syd og høfden ved Mikkelborg i nord.
Ud fra tidligere screening af projektet forventes en tilladelse, men hvornår den bliver meddelt er uvist.
Sagen er på Miljø- og Planlægningsudvalgets dagsorden i morgen, hvor der skal tages stilling til, hvilke naboer, der skal inddrages, på hvilken måde og hvornår.
Der er afsat midler til projektet i budgettet for 2019, men med bemærkning om, at det gerne ses udført i 2018.
HILLERØD
Parkeringspladser
Økonomiudvalget i Hillerød Kommune anbefaler, at der frigives 2,5 mio. kroner til nye parkeringspladser ved Frederiksborg Byskole.
Der skal ifølge planen etableres parkeringsplads med 60 pladser på skolens boldbane og en del af det tilhørende atletikareal.
Byskolens medarbejdere og brugere anvender i dag en midlertidig grusparkering ved stationsområdet på den modsatte side af Carlsbergvej. Parkeringspladsen vil blive nedlagt i foråret 2018 for at give plads til et kommende byggeri.
Forvaltningen vurderer, at etablering af 40 parkeringspladser vil lægge beslag på de afsatte 2,5 mio. kroner. De øvrige 20 parkeringspladser finansieres gennem midler afsat i udbygningsaftalen ved Campusbyggeriet.
Arbejderne omfatter etablering af parkeringspladser med tilhørende vendearealer, overkørsel fra vej, afvanding og fedtudskiller på arealet.
Projektet vil blive udbudt i henhold til gældende regler på området.
REGION SJÆLLAND
RINGSTED
Etablering af campingfaciliteter
Ifølge en aftale mellem Ringsted Kommune og Ringsted Festivalen skal kommunen stille alternative campingarealer til rådighed, såfremt eksisterende aftaler om udlån af arealer opsiges. Blandt andet på grund af byggemodning af Regimentet er der nu et behov for at finde alternative arealer. I den forbindelse har administrationen undersøgt mulighederne for at anvende et arealet ved Ringsted musikskole, der i øjeblikket ligger ubenyttet hen, som campingområde.
Såfremt arealet opgraderes, vil det også kunne anvendes til andre formål end Ringsted Festivalen.
Området er imidlertid ikke velegnet til camping med mindre der sker en forbedring med hensyn til både overfladens jævnhed og beskaffenhed, ligesom regnvand optimalt bør kunne bortledes.
Administrationen har udarbejdet tre forskellige forslag til, hvordan det kan ske, og anbefaler en model, hvor terrænet profileres, så der skabes fald på overfladen mod nye grøfter, og hvor der udlægges 10 cm muld, som tilsås med græs. Denne løsning håndterer regnvandet på overfladen, som efter etablering af et naturligt fald løber på overfladen til opsamlingsgrøfter.
Direktionen indstiller, at denne model godkendes, og at der anlægsbevilges 1,180 mio. kroner til projektering og udførelse.
REGION MIDTJYLLAND
SILKEBORG
Nedrivning
Nordre Skole skal nedrives for at give plads til opførelse af 36 boliger til udviklingshæmmede og senhjerneskadede samt et nyt kulturhus i Alderslyst.
Nedrivningen omfatter cirka 9.850 kvm teglstensbygning fordelt på to en halv etage.
Det forventes, at nedrivningen koster syv mio. kroner, og det beløb søges nu anlægsbevilget.
REGION NORDJYLLAND
FJERRITSLEV
Områdefornyelse
De næste fem år - fra 2018 til 202) gennemfører Jammerbugt Kommune områdefornyelser i Fjerritslev for cirka 12 mio. kroner. Projektet er benævnt “Byens Akse og hverdagslivets potentialer".
I samarbejde med CFBO Arkitekter og arbejdsgruppen i Fjerritslev har Jammerbugt Kommune udarbejdet nogle hotspots i byen, hvor indsatsen for fornyelsen er fokuseret. Indsatsområderne er Torvet, Bryggergården/Nørregade, skoven ved dyrskuepladsen, skaterbane/streetpark ved skolen og stiforbindelser og overgange.
Det foreløbige arbejde præsenteres for alle interesserede ved et borgermøde den 7. december på Fjerritslev Skole.
BROVST
Stier og trafiksikkerhed
Arbejdsgruppen "Brovst 2020" er i samarbejde med Jammerbugt Kommune og CFBO Arkitekter i færd med at implementere nogle af de initiativer, som er skitseret i Masterplanen for Brovst. Indsatsen målrettes i årene 2019 - 2024 mod Rolfeldskvarteret, hvor det handler om kultur, fritid og sammenhæng med Bratsko, og Byporten, hvor det handler om trafiksikkerhed. Dertil kommer blandt andet en aktivitetssti og en sti i Gammel Brovst.
Jammerbugt Kommune holder borgermøde om planerne den 30. november i Sport og Kulturcenter Brovst.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Hørsholm, Hillerød, Ringsted, Silkeborg, Fjerritslev og Brovst