Det kommer ikke til at gå stille af fremover hos producenten af rustfrie stålrørsløsninger, Blücher Metal A/S i Vildbjerg vest for Herning. Vækst og ekspansion har hele tiden været og er en motor for firmaet, der planlægger yderligere aktiviteter i det kommende år.
- Vi har nogle vækstmål, som både gælder organisk vækst og mulige opkøb, hvis der er noget interessant derude. Vi vil gerne brede os mere ud, siger adm. direktør Per Thanning Johansen.
Firmaet har den rustfrie stål som særlig kompetence, men vil ikke være afvisende over andre materialer.
Blücher Metal har flere nicheområder og eksport til 15 lande, blandt andet gennem egne datterselskaber. Men alt produceres i Danmark, og det er der ifølge Per Thanning Johansen flere forklaringer på:
- Vi stiller nogle meget høje krav til vores produktion. Det gælder både kvaliteten og effektiviteten. Vi arbejder hele tiden med lean-konceptet for at blive endnu bedre og mere effektive, siger han.
- Samtidig kører vi en meget høj grad af automatisering, og selv om vi bor i Vestjylland i lille Danmark, så kan vi levere hurtigere end leverandører i de eksportlande, vi producerer til. Det skyldes at vi hele tiden optimerer på vores processer, siger han.
- Vi mener, at rustfrit stål er et fantastisk alternativ, når man taler om rottebekæmpelse i bygninger. Rotter kan ganske enkelt ikke gnave sig igennem et rustfrit stålrør. Det kan godt være det koster lidt mere i anskaffelse, men ser man det i stedet som en totaløkonomisk beregning over for eksempel 30 år, så er rustfrie rør altså billigere i den sidste ende, fordi man ikke skal renovere på den, når rotterne har været i gang med gnaveriet, konstaterer han.
Norden aftager 40-45 procent af omsætningen, og resten går til eksport, primært gennem egne datterselskaber i henholdsvis England, Frankrig, Tyskland.
Firmaet sælger også gennem egne selskaber i Norge og Sverige. Firmaet er udover Europa også til stede i Rusland, Mellemøsten, USA og Kina.
- Vi sælger i højere grad løsninger end vi sælger afløb. Derfor er vi også svære at kopiere, fordi vores løsninger indeholder så meget andet end selve produktet, siger direktøren.
Stærk i fødevareindustrien
Firmaet har en stærk position inden for blandt andet bryggerisektoren, sundhedssektoren og andre i fødevaresektoren, hvor der skal være styr på hygiejnen.
Firmaet har afløbsløsninger til alt fra badeværelser over større industrielle faciliteter til luksuskrydstogtskibe. Sortimentet omfatter mere end 2.500 standardprodukter, hvortil kommer specialfremstillede gulvafløb, afløbsrør og industrirender.
Alle produkter er udført i rustfrit stål for at sikre høj kvalitet, flowkapacitet og optimal hygiejne kombineret med minimal vedligeholdelse.
Produkterne er udviklet i et modulsystem, hvorved delkomponenter kan kombineres til at skabe komplette produkter. Blücher laver også kundetilpassede løsninger, hvor fleksibiliteten og håndværket i produktionsprocessen spiller en vigtig rolle.
Stålrør på skibene
Desuden har Blücher Metal også en stigende niche inden for skibsfarten, som er opstået ved lidt af en tilfældighed. Man fik nemlig øje på mulighederne fordi det stål, firmaet bruger, ikke vejer så meget som andre leverandører. Og sparet vægt, høj brandsikkerhed, når man sammenligner med plastrør betød konkrete fordele, fordi både vægt og sikkerhed er en stor faktor på et skib.
- Det er en niche, vi har arbejdet os ind på, og som har vist os nogle muligheder, som vi løbende arbejder med, siger Per Thanning Johansen.
Visionær installatør
Blücher blev grundlagt i 1965 af Johannes Blücher Skibild, en dygtig og visionær vvs-installatør med begge ben på jorden.
Firmaet udviklede sig og er i dag ejet af den amerikanske koncern Watts Water Technologies, Inc. som er en af verdens førende virksomheder inden for produktion af innovative produkter til at kontrollere vands effektivitet, sikkerhed og kvalitet.
Der sker en løbende udvikling af nye ting og løsninger på fabrikken i Vildbjerg. Således har man introduceret "Den gravide Dame". Det er i al sin enkelhed et stykke rør, der er udvidet og som sættes ind i et afløbssystem lige inden faldstammen i for eksempel en beboelsesejendom:
- Det betyder, at rotterne ikke kan komme længere op i systemet, for den måde de klatrer opad på, er ved at stemme ryggen imod og på den måde klemme sig op. Det kan de bare ikke her, fordi der ikke er noget at stemme sig opad mod, fortæller marketingchef Søren Davidsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Virksomheden har planlagt en udvidelse af produktionen til næste år. Et led, som skal skabe mere plads og igen understøtte den lean proces, som er en dynamisk del af den vestjyske virksomhed.
Vestjysk stålrørsproducent slår til i afløbet
Den amerikanskejede, men vestjyske producent af rustfrie stålrørsløsninger til afløb har stærke vækstmål