23948sdkhjf

I nybyggeri til lyden af havet

Arkitekterne bag nybygget psykiatrisk center i Skejby gør klar til at skabe visuelle oplevelser og lyde, der ifølge kunstneren bag en ny videoinstallation virker beroligende og afslappende

I 2019 flytter Risskovs psykiatriske hospital til nye bygninger.

Flytningen betyder moderne omgivelser for patienterne, nu i Skejby ved Aarhus.

Centeret skal ligge i forbindelse med Det Nye Universitetshospital og er designet af Arkitema Architects, med en vision om at skabe helende arkitektur.

Sigtet har været at skabe et trygt og roligt miljø, der bidrager positivt til behandlingen og atmosfæren på centret.

Derfor har kunstneren Eva Koch lavet en seks timer lang videoinstallation af havet til retspsykiatriens nye gårdrum, det vil sige en frise, der i lyd og billeder beroliger uden at forstyrre.

- Da jeg talte med patienterne gjorde de mig opmærksom på, at de virkelig sætter pris på den havudsigt de har på det nuværende hospital. De er rigtig kede af at skulle flytte fra den, da bare bevidstheden om, at havet er derude, gør dem glade. Jeg besluttede mig for, at det var nogle vigtige følelser at tage i betragtning, siger Eva Koch i en pressemeddelelse.

Vandet har ifølge Eva Koch evnen til at forbinde os alle. De fleste mennesker uanset geografi og identitet, kan forholde sig til vand.

Og videoinstallationen bliver inkorporeret i byggeriet, så den projekteres på gavlen af gårdrummets centrale bygning.

For at realisere værket har Eva Koch, fra de tidlige streger, været i dialog med Arkitema Architects.

- Det er spændende, at bygningen spiller sammen med videoen og får et ekstra fortællende lag som er noget helt nyt, siger Eva Koch om samarbejdet.

Fordel med tidligt samarbejde
Også Stence Guldager, kreativ leder hos Arkitema Architects, glæder sig over arbejdet:

- Vi lægger vægt på at starte samarbejdet så tidligt som muligt. Vores erfaring er, at det giver det bedste resultat, når kunst og arkitektur får lov at smelte sammen til en helhed.

- Vi tror på, at det er sådan, vi bedst muligt kan skabe noget, der bidrager positivt til psykiatrien og gør en forskel for de mennesker der kommer i bygningerne, siger Stence Guldager.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109