På Københavns Rådhus er der både tommelfingre, der vender op og tommelfingre, der vender ned til socialdemokraternes forslag om flere letbaner, mere metro og en automatisering af hovedstadsområdets S-tog.
Allan Mylius Thomsen, medlem af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg for Enhedslisten erklærer sig som stor tilhænger af flere letbaner.
- Allerede inden men besluttede at anlægge en metro, var vi positive overfor letbaner. Især den nordgående bane i Ring 3 vil vi hellere end gerne være med til at beslutte, siger Allan Mylius Thomsen.
På Enhedslistens ønskeseddel er også flere projekter, som ikke har fundet vej til det socialdemokratiske udspil.
- Jeg vil personligt gerne have bedre transportmuligheder på tværs af Amager - gerne i form af letbaner eller ved at udbygge metroen, så man slipper for at skulle af krøllede busveje, siger Allan Mylius Thomsen.
Letbaner i luften
V-medlem af kommunens Teknik- og Miljøudvalg, Flemming Steen Munch, er omvendt knapt så begejstret for ideen om letbaner i København.
- Vi er ikke tilhænger af dem, fordi de skærer hovedfærdselsårer over og tvinger biltrafikken ud i sidegaderne, så de får dårligere mulighed for at komme rundt. Letbaner bør efter min mening være oppe i højden, hvis vi skal kunne tilslutte os, siger han.
Forslaget om at udbygge den eksisterende metro i København ser han dog med anderledes milde øjne på.
- Venstre går ind for mere metro. Generelt ser vi gerne, at vi arbejder for bedre fremkommelighed for både billister og folk, der tager offentlig trafik, siger han.
Både Venstre og Enhedslisten i København vil gerne lægge stemmer til at automatisere S-togene.
Politisk opbakning til flere letbaner og metro
Enhedslisten og Venstre i København bakker op om flere af Socialdemokratiets ønsker til infrastrukturinvesteringer. V vil dog kunne bakke op om letbaner i højden