Den sjællandske vvs-entreprenør Fredensborg Teknik A/S forventer at aktiviteten vil stige i 2017/18 og underskuddet på fire mio. kroner vil være vendt til et plus på bundlinjen, når der skal aflægges regnskab for indeværende år. 
 
Underskuddet skyldes hovedsagligt afskrivninger til en karteldom fra tidligere på året, som vedrører projekter fra 2012 og 2013. I den nye årsrapport står der, at 2017/18 ventes at give et positivt resultat, og adm. direktør Mogens Muff fortæller, at det stadigvæk er ambitionen her midt i november. Han er dog forsigtig med at sætte konkrete tal på. 
 
- Vi holder os til at melde et positivt resultat ud. 
 
Flere hovedentrepriser 
Mogens Muff overtog topchef-stillingen efter Hans Henriksen i 2014, efter i flere år at have været ansat hos nogle af branchens største virksomheder, blandt andet MT Højgaard, NCC og Skanska. Ved samme lejlighed blev bestyrelsen udskiftet, og i dag er ingen fra den daglige ledelse i årene 2012 og 2013, hvor virksomheden indgik ulovlige prisdannelser med en konkurrent, tilbage. 
 
- Vi følger vores strategiplan og kæmper for at komme tilbage på sporet, siger direktøren. 
 
Kernen i strategiplanen er, at virksomheden i højere grad vil i direkte kontakt med kunderne. Med andre ord vil man have flere hovedentrepriser og færre underentrepriser. 
 
Som Mogens Muff fortalte til Licitationen - Byggeriets Dagblad i slutningen af oktober, er det lykkedes. 
 
Tidligere var 80 procent af forretningen opgaver for hoved- og totalentreprenører, mens 20 procent var direkte kundekontakt til bygherren. Det forholder sig nu stik modsat, så 80 procent er hoved- og totalentrepriser.
Fredensborg Teknik satser på overskud i 2018
Fredensborg Teknik A/S kæmper for at vende forretningen efter en karteldom. Virksomheden venter plus på bundlinjen i 2017/18
                        