Frandsen El A/S er ude med et nyt regnskab, som byder på en lille tilbagegang på nettoomsætningen, der lander på 125,7 mio. kroner, men fremgang på bundlinjen. 
 
Resultatet før skat er på 6,4 mio. kroner mod 4,5 mio. kroner i regnskabet for 2015/2016. 
 
- Overordnet set er vi tilfredse, siger personale- og regnskabschef, Henrik Ramlov Hansen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad og fremhæver, at overskudsgraden er nået over fem procent. 
 
Han oplyser, at de har gjort meget for at komme tættere på sagerne. 
 
- Vi er i gang med en optimeringsfase, fortsætter han og supplerer: 
 
- Vi bruger meget tid på at styre vores sager og sikre, at vi har de rette medarbejdere på opgaverne. Og det er gået bedre end sidste år. 
 
I 2015/2016 gik virksomheden frem på toplinjen sammenlignet med 2014/2015, mens bundlinjen ikke fulgte med. Resultatet blev anset som ikke-tilfredsstillende og blev især forklaret med tabsgivende projekter i entrepriseafdelingen og udfordringer i medarbejderstaben. 
 
Tabsgivende projekter har ikke præget det seneste regnskab, selvom der også i 2016/2017 har været svære sager, og der visse steder kunne strammes op. 
 
- Der er altid noget, man gerne ville gøre bedre. Det er en proces, som kører hele tiden. Vi øver os hele tiden på at blive bedre og hæve overliggeren, siger Henrik Ramlov Hansen. 
 
- Men de svære sager er intet i forhold til sidste år. Her er vi blevet skarpere, fortsætter han og fremhæver, at de blandt andet har indført styregruppemøder. 
 
Får hjælp udefra
Som følge af udfordringerne i sidste regnskabsår har Frandsen EL tilbage i januar hentet ekstern ekspertise til netop at hjælpe med at strukturere og strømline processer. 
 
Der er, som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet, tale om Knud Steen Degenkolw, der fungerer som konsulent for ledelsen, og den tidligere direktør for el-installation hos Kemp & Lauritzen har været med til " at skubbe på udviklingen", som Henrik Ramlov Hansen formulerer det. 
Frandsen El vil endnu mere
Virksomheden lander et bedre resultat i sit seneste regnskab og har ambitioner om yderligere vækst på top- og bundlinjen
                        