REGION SYDDANMARK 
 
KERTEMINDE 
 
Legemiljø 
En gruppe borgere i Rønninge i Kerteminde Kommune ønsker at forny det eksisterende legemiljø ved kirken i Rønninge. 
 
Lokalgruppen ønsker at skabe et samlingssted midt i landsbyen, hvor børn, unge og voksne kan mødes på et sted, hvor der er plads til fantasi, leg og aktiviteter på tværs af alder, uden at der skal tages hensyn til trafik. 
 
Gruppen har søgt Kerteminde Kommune om en økonomisk støtte på 75.000 kroner eksklusive moms til projektet, og det valgte Miljø- og Teknikudvalget forleden at give tilsagn om. 
 
OTTERUP 
 
Discgolfbane 
Nordfyns Firmaidræt har søgt Nordfyns Kommune om tilskud til anlæg af en discgolfbane ved Tørresø Strand. Anlægget skal udføres som en lille rekreativ ni-kurvs bane. 
 
Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget i Nordfyns Kommune besluttede forleden at give et tilskud på 55.000 kroner under forudsætning af, at ansøger skaffer den resterende finansiering, indhenter de relevante tilladelser fra Naturstyrelsen og Kystdirektoratet og selv varetager drift og vedligehold af banen. 
 
VEJLE 
 
Grønt Byrum 
Vejle Byråd vedtog tilbage i 2015 at bevilge en mio. kroner til projekt Grejs Å - hovedsti og byrum på baggrund af en helhedsplan for byrummet langs Grejs Å og Omløbsåen fra og med Gormsgade og frem til Nyboesgade i Vejle. 
 
Millionen skulle gå til første etape, som var et mindre parkområde lige nord for Gormsgade. Det oprindelige oplæg for området i helhedsplanen var langt dyrere end den ene million, og det er ikke lykkedes for forvaltningen i arbejdet med at tilpasse det oprindelige oplæg til anlægsbevillingen at få enderne til at møde. 
 
Forvaltningen ønsker derfor nu at søge eksterne midler for at kunne skabe et bedre projekt, end det er muligt med den nuværende anlægsbevilling. Det vil medføre, at realiseringen af projektet udskydes til 2018 og 2019. 
 
Teknisk Udvalg i Vejle Kommune besluttede forleden, at forvaltningens forslag skal følges. 
 
VEJLE 
 
Nedrivning 
Ejer af ejendommen Fundersvej 6 i Vejle har søgt Vejle Kommune om tilladelse til at nedrive seks bevaringsværdige bygninger på ejendommen, og nedrivningsønsket har været i offentlig høring i fire uger. 
 
Teknisk Udvalg i Vejle Kommune besluttede på sit seneste møde at give tilladelse til nedrivning af bygningerne. 
 
Der er tale om tidligere produktions- og lagerbygninger samt en direktørbolig i forbindelse G. Funders fabrik. 
 
REGION MIDTJYLLAND 
 
HERNING 
 
Etablering af friluftsfaciliteter i Søby Brunkulsleje 
I forbindelse med realisering af fredningen i Søby-området med naturpleje, etablering af diverse publikumsfaciliteter mv. skulle Teknik- og Miljøudvalget forleden træffe beslutning om en model for friluftsfaciliteter i området, særligt ved Vejerboden/Elmers Hus. Udvalget besluttede, at der skal etableres et fugletårn i træ ved Søby Sø og et udsigtstårn i træ og stål i det nordøstlige hjørne af Søby-fredningen. 
 
Der foretages endvidere en nødtørftig renovering af Vejerboden med toiletter, og der placeres borde og bænke i de eksisterende rum. 
 
SKJERN 
 
Belysning 
Teknik og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede tilbage i 2011 at udskifte alle lysarmaturer i kommunen til nye energivenlige armaturer. 
 
På nuværende tidspunkt er cirka 95 procent af kommunens lamper udskiftet til LED, og der hvor de ikke er skiftet ud, skyldes det for det meste, at der er tale om steder, hvor der skal tages særlig æstetiske hensyn som for eksempel i en del af Østergade og Bredgade i Skjern by. I Skjern bycentrum er der samtidig den udfordring, at masterne er af større dimension end en standardmast, og det indskrænker udvalget af armaturer. 
 
Ringkøbing-Skjern Forsyning har indhentet priser på to typer; Bega lampen og Phillips lampen Helios, og administrationen anbefaler, at man vælger førstnævnte til brug i Skjern bycentrum, i Borris og på Åboulevarden i Tarm by, hvor der også skal skiftes armaturer inden for den nærmeste fremtid. 
 
Teknik- og Miljøudvalget godkendte forleden administrationens anbefaling. 
 
HOLSTEBRO 
 
Tilgængelighed i naturen 
Hvert år afsætter Holstebro Kommune en særlig Pulje til realisering af tilgængelighed til rekreative områder, og den er i år på 104.000 kroner. Som noget nyt er borgerne i år blevet opfordret til at indsende ideer til projekter, og forleden udvalgte Udvalget for Natur, Miljø og Klima at udføre tre af de indsendte forslag i samarbejde med forslagsstillerne. 
 
De ene projekt handler om etablering af en sti på engen ved Nibsbjerg og naturområdet mellem Storå og boligkvarteret, det andet om opstilling af bænke langs en tre km lang hjertesti i Ulfborg, og det tredje handler om etablering af to-tre shelters på kanopladsen ved Naur. 
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Kerteminde, Otterup, Vejle, Herning, Skjern og Holstebro