23948sdkhjf

Folk skal generes mindst muligt

COWI har stået for den meget omfattende ekspropriationsopgave for Banedanmarks nye dobbeltsporede elektrificerede højhastighedsbane fra København til Ringsted.

– Det er første gang i rigtig mange år, at der bliver etableret en helt ny jernbane i et nyt tracé, fortæller udviklingschef og landinspektør Morten Krebs fra COWI.

Den nye 60 km lange højhastighedsbane fra København til Ringsted løber gennem 10 forskellige kommuner langs strækningen. Ekspropriationen har berørt 400 lodsejere direkte og 1200 indirekte.

– Vi startede allerede i 2010 med de indledende lodsejermøder, ligeledes startede processen med at forberede materialet, tegne kort og gennemføre besigtigelser, som ligger til grund for selve ekspropriationen. Efterfølgende kunne byggeriet af højhastighedsbanen starte. Det har både drejet sig om arealer til brug under anlægsarbejdet og til selve banen, der er eksproprieret. Arbejdet afsluttes først
om fem til 10 år, når alt er reetableret, alle sager med lodsejerne er afsluttede og
alle nye skel er defineret, fortæller Morten Krebs. Det har været vigtigt for COWI og Banedanmark, at alle de berørte har fået en optimal behandling, og at de bliver generet mindst muligt.

– Vi har haft et team af landinspektører, jurister og tekniske tegnere til at løse opgaven. Landinspektørerne, som står for forhandlingerne med lodsejerne, er
særligt udvalgte. Nogle har kendskab til problematikkerne i landbruget, andre
har indsigt i virksomheders drift og nogle er gode til de private lodsejere. Fælles
for dem gælder, at de kan håndtere opgaven både menneskeligt og juridisk
på en økonomisk forsvarlig måde.

Et eksempel er McDonalds, hvor banen kom til at køre lige gennem bygningen. Her forhandlede vi os frem til en løsning, som betød, at McDonalds kun skulle holde lukket én enkelt dag, hvilket var den dag, de flyttede ind i den nye bygning. Vi har også haft blik for, hvad der kan være på spil hos virksomheder og landmænd i selve anlægsperioden, siger Morten Krebs, der også kan fortælle om innovative løsninger undervejs:

– Det er altid ekspropriationskommissionen, som endeligt beslutter størrelsen af den økonomiske kompensation lodsejerne får. I denne sag har rigtig mange været berørte af arbejdet med højhastighedsbanen, så der har været stort pres på kommissionen,
så vi udviklede i samarbejde med Banedanmark en forligsmodel, der sikrede en kortere og dermed hurtigere ekspeditionstid.

Fakta:

  • COWI A/S, der blev grundlagt i 1930, beskæftiger sig med rådgivning inden for ingeniørfag, miljø og samfundsøkonomi.
  • COWI har ni kontorer fordelt i Danmark og afdelinger i Europa, Asien, Mellemøsten, Afrika og Nordamerika. På verdensplan beskæftiger COWI omkring 6.600 medarbejdere – heraf ca. 3.000 i Danmark.
  • Medarbejderne er blandt andet ingeniører, biologer, geologer, økonomer, jurister, landinspektører, antropologer, sociologer og arkitekter.
  • Firmaet omsatte i 2016 for 5,939 mio. DKK.

www.cowi.dk

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094