REGION HOVEDSTADEN
FARUM
Naturlegeplads
Miljø-, Plan- og Teknikudvalget i Furesø Kommune har sagt god for, at der nu kan udarbejdes lokalplan for en naturlegeplads på Farum Kaserne.
Det er Grundejerforeningen Farum Kaserne, der har søgt om at måtte etablere en naturlegeplads for de større børn.
Legepladsen skal have seks zoner med forskellige temaer; "Legeskoven" er en stammeskov af træstammer, som forbindes med broer, balancestænger, hævede plateauer mv., "Fart og Aktivitet" er en zone med legeredskaber som svævebane, karrusel eller gynger, "Bålstedet" har siddepladser af marksten, træstubbe eller enkle træplinte og overdækkes af et tag beklædt med træplanker, "Frugtoasen" består af en lille lund, hvor klynger af hængekøjer monteres på ubehandlede træpæle.
Fra hængekøjerne kan man kigge på frugttræerne. "Picnic" består af en klippet åbning i naturgræsset, hvor enkle træmøbler giver mulighed for at sidde og spise i området, og "Spillerummet" består af en klippet græsflade uden nogen form for konstruktioner, hvor der er mulighed for for eksempel boldspil eller kroket.
VÆRLØSE
Bypark
Miljø-, Plan- og Teknikudvalget i Furesø Kommune skulle på sit seneste møde tage stilling til, hvilke projekter der skal disponeres midler til for at realisere anbefalingerne om udvikling af Værløse Bymidte.
Der var forslag om 10 mindre projekter, der straks vil kunne igangsættes, og af dem valgte udvalget blandt andet at iværksætte en reparation af højbedet ved Den Røde plads, rensning af betonstøttemure på Bymidten, etablering af træsiddepladser på betonstøttemurene på Bymidten og til oprydning i gammel skiltning og byinventar.
Derudover besluttede udvalget, at der blandt forslagene til større anlægsprojekter, omfattende skøjtebane, bypark og overdækning ved Værløse Bio, skal arbejdes videre med forslaget om en forskønnelse af Værløse Bypark og med forslaget om overdækning ved biografen.
REGION SYDDANMARK
HØJRUP
Solenergianlæg
Faaborg-Midtfyn Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 2017-1 Teknisk anlæg, Solenergi, Højrup endeligt.
Formålet med lokalplanen er at muliggøre etablering af et solenergianlæg ved Højrup.
REGION MIDTJYLLAND
RØDKÆRSBRO
Regulering af vandløb
Viborg Kommune har meddelt tilladelse til regulering af rørlagt vandløb mellem Stadionvej og Vindelsbækken i Rødkærsbro.
Reguleringen består i at flytte vandløbet, og det er Energi Viborg Vand, der har søgt om tilladelsen.
HOLSTEBRO
Trafiksikring
Holstebro Kommune har på budgettet for 2017 afsat 2.068.000 kroner i en pulje til trafiksikkerhed og stier.
Teknisk Udvalg har tidligere bevilget 66.000 kroner til kampagner, 200.000 kroner til Nørre Boulevard, 568.000 kroner til cykelstiprojekt i Mejdal og Tvis Møllevej og 50.000 kroner til Skivevej. De sidste 1.184.000 kroner bevilgede udvalget så forleden, og de bliver fordelt med 250.000 kroner til en analyse af sorte pletter på strækningen Sønder Brogade - Nørre Brogade.
De andre 930.000 kroner besluttede udvalget at bruge på to projekter med trafiksikring ved Rolf Krake Skole, som efter lukningen af Sct. Jørgen Skole og Ellebækskolen har fået flere elever og dermed også mere trafik morgen og eftermiddag.
Det skal afbødes med dels en ny cykelrute til skolen til cyklisterne, der kommer fra Lægårdvej, således at de bliver ledt uden om p-pladsen, dels en ny vendeplads ved Hjaltesvej. Vendepladsen skal anlægges ved enden af indkørslen fra Hjaltesvej foran skolen.
Etableringen af den nye cykelrute bruges der 300.000 kroner på, mens vendepladsen forventes at lægge beslag på 630.000 kroner.
GRENAA
Udvidelse af Grenaa Havn
Norddjurs Kommunalbestyrelse har nu godkendt den lokalplan, der baner vej for udvidelse af Grenaa Havn, endeligt.
Med lokalplanen gives der mulighed for at etablere et cirka 67 hektar nyt havneareal, som fremkommer ved opfyld af en del af søterritoriet ud for den eksisterende havn.
Norddjurs Kommune er myndighed for landdelen af projektet, og Trafikstyrelsen er myndighed for projektet på søterritoriet.
REGION NORDJYLLAND
HOBRO
2 minus 1 vej
Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune har godkendt et projektforslag for nyindretning af Hegedalsvej i Hobro, som herefter offentliggøres frem til 5. december.
Forslaget er udarbejdet af kommunen i samarbejde med Cowi, og det foreslås, at Hegedalsvej omdannes til en såkaldt 2 minus 1 vej.
Der etableres tre bump og indsnævringer af vejen.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Farum, Værløse, Højrup, Rødkærsbro, Holstebro, Grenaa og Hobro