Hvis væksten i bygge- og anlægsbranchen var en eventyr-helt, ville han potentielt kunne bliver udslettet af en drage med fire hoveder.
Det ene hoved er usikkerheden omkring renten. Det andet er de nye regler for realkreditlån. Det tredje er risikoen for hamstring af ejerboliger og det fjerde potentielt dræbende hoved er manglen på arbejdskraft.
Gårdsdagens tal fra Danmarks Statistik viser, at hvor det samlede erhvervsliv de seneste tre kvartaler har en omsætningsvækst på 4,8 procent sammenlignet med samme periode sidste år, så trækker byggeriet op med en vækst i den indenlandske omsætning på 7,4 procent i perioden januar til september.
Rentestigninger i vente
For nu at begynde med den første trussel - en potentiel rentestigning - så står den ikke lige for døren, vurderer cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg.
- Den lave rente gør det billigere at bygge nyt og dermed holder den hånden under markedet. Men vi ved, at den på et tidspunkt vil stige igen - som den lige nu gør i USA - men frem mod 2020 vil den fortsat være lav og dermed stimulere en høj aktivitet, siger han.
Trussel nummer to - de nye regler for realkreditlån - der især rammer førstegangkøbere ligger tættere på. Men reglerne rammer inden for skiven og er et fornuftigt indgreb i opgangtider, mener Dansk Byggeris cheføkonom.
- Det vil dæmpe efterspørgslen - og så falder boligprisen. Samtidig giver det færre bolighandler og dermed mindre renoveringsopgaver til branchen, siger han.
Risiko for hamstring
Branchens vækst kan også blive ramt de regeringens nye boligskatteregler, der træder i kraft i 2021, men som betyder risiko for hamstring af ejerboliger, der kan sende priserne op og dermed være med til at skabe en ny boligboble.
- Ændringerne i boligskattereglerne giver en skatterabat til dem, der allerede er på ejerboligmarkedet. Dem kan man risikere vil begynde at hamstre. Det kan fremskynde nybyggeriet, så der bagefter kan komme et dyk, som vil ramme branchen, siger Bo Sandberg.
En synlig trussel
Manglen på kvalificeret arbejdskraft, som lige nu er det dragehoved, der spyer allermest ild, betegner Bo Sandberg som "den mest synlige trussel her og nu".
- Adgangen til kvalificeret arbejdskraft oplever virksomhederne lige nu som den største udfordring. Det påvirker allerede branchen meget, at det er blevet svært at skaffe arbejdskraft og allerede nu er der projekter, der må udskydes. Det kan dog være med til at afhjælpe problemet, at seniorer bliver længere på arbejdsmarkedet og at der sker en digitalisering, siger han.
Nye faresignaler
Det samlede trusselsbillede mod bygge- og anlægsbranchen bliver bakket op af direktør i Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen. Han mener dog ikke manglen på arbejdskraft er ligeså aktuel nu, som den tidligere har været.
- Nybyggeriet ligger ikke ligeså højt som i boble-årene. Vi ligger på omkring 22.000 påbegyndte boliger nu end i 2005, hvor tallet var 35.000, så den samlede byggevolumen er altså meget lavere. Vi har alligevel opfattelsen af, at der er mangel på arbejdskraft, men det er min vurdering, at det ikke er ligeså slemt som i 2005. Problemet med at følge med efterspørgslen skyldes, at sektoren faldt noget volumen under krisen og det er derfor, men risikerer, at komme til at mangle arbejdskraft, siger han.
Curt Liliegreen peger dog på en geografisk forskydning i aktiviteten som et andet faresignal.
- Boligbyggeriet har flyttet sig og i dag er meget koncentreret omkring hovedstaden, mens der andre steder i landet ikke er samme aktivitet. Tilbage i 1980’erne blev der bygget masser af parcelhuse i provinsen. det gør der ikke længere, så det opsving vi har i dag, ser meget anderledes ud end tidligere. Især har de private etageejendomme flyttet sig dramatisk mod København, hvor man har aktiveret en række arealer - havneområder, Amager Fælled, Grønttorvet og Carlsbergbyen - til boligbyggeri, siger han.
Byggeriet truet af firehovedet drage
Branchen oplever lige nu vækst, men der lurer fire trusler, som kan dræbe væksten. En af dem er manglen på arbejdskraft