Det bliver sværere og sværere at finde kvalificeret arbejdskraft i installationsbranchen.
- Tal fra Danmarks Statistik viser, at mangel på arbejdskraft er et stigende problem for virksomhederne i installationsbranchen. Op mod 30 procent af virksomhederne har problemer med at finde arbejdskraft i følge de nyeste data fra 2017. Det betyder, at de kan have udfordringer med at overholde deadlines med negativ påvirkning på effektiviteten og dermed rentabiliteten siger Bo Odgaard, partner i revisionsfirmaet Deloitte og leder af virksomhedens gruppe for installationsbranchen.
Deloitte har i en ny analyse af installationsbranchen trukket tal fra Statistikbanken, der viser, at cirka 30 procent af både vvs- og el-installationsvirksomheder oplevede mangel på arbejdskraft, da de senest blev spurgt i juli i år. Det er en markant stigning på få år. I 2015 var andelen på fem til 10 procent.
Har værktøjerne
Tekniq er også på gaden med en ny analyse, hvor rekrutteringsudfordringer bliver omtalt. Dog i en lidt mildere version.
- Det er ingen hemmelighed, at det nogle steder - især hvor byggeaktiviteten er størst - kan være svært at rekruttere, men jeg vil afvise, at der er tale om flaskehalsproblemer. Men det er bestemt et opmærksomhedspunkt, som vi holder øje med. Især hvis byggeaktiviteten fortsætter den nuværende fremgang, siger konsulent Bjørn Hove fra organisationen Tekniq.
Fra Tekniq lyder det blandt andet, at branchen har værktøjer til at håndtere udfordringer. Det omfatter flere lærlinge, øget brug af udenlandsk arbejdskraft, fastholdelse og tiltrækning af folk, der tidligere har forladt installationsfagene.
Flere installatører melder om mangel på arbejdskraft
Et stigende antal af installationsvirksomheder har udfordringer med at finde arbejdskraft