Vejdirektoratet overtager ansvaret for Bygningsstyrelsens store byggeprojekter, og samtidig er den øverste direktør i styrelsen, Gyrithe Saltorp, fratrådt sin stilling.
Det har regeringen besluttet, efter en rapport om Niels Bohr Bygningen retter en skarp kritik af byggeledelsen.
- Ernst & Youngs rapport er alvorlig læsning, og der er behov for en hurtig og resolut styrkelse af styringen af statens byggeprojekter. Derfor overflyttes anlægsprojekter fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet midlertidigt, udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.
Mange konflikter
Konsulentfirmaet Ernst & Young har stået for granskningen af byggeprojektet Niels Bohr Bygningen i København og kritiserer en lang række forhold fra udbudsmodellen til risikostyring.
"Bygherreorganisationen kunne ikke agere med rettidig omhu som følge af et ikke tilstrækkeligt retvisende beslutningsgrundlag (overblik over økonomi, tid, stade, effektiv risiko- og reservestyring) samt ikke-effektive og konfliktprægede beslutningsfora", lyder det blandt andet i den 89 siders lange rapport.
Ernst & Youngs estimat for budgetoverskridelsen lyder på 1,3 mia. kroner i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på cirka 1,6 mia. kroner. Det samlede budget for projektet løber altså op i 2,9 mia. kroner inklusiv reserver.
Medarbejdere lånes ud
Ministeriet skriver videre i meddelelsen, at "der ikke i Bygningsstyrelsen er tilvejebragt det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter".
Dette gælder både i forhold til Niels Bohr-projektet og i forhold til andre projekter.
Og det er altså bevæggrunden for, at Vejdirektoratet overtager byggeledelsen for Bygningsstyrelsens største byggeprojekter samt en række medarbejdere.
Overflytningen betyder, at ansvaret for, at projekterne bliver gennemført, overgår til Vejdirektoratets ledelse. Vejdirektoratets ansvar gælder gennemførelse af projekterne.
Den efterfølgende drift varetages fortsat af Bygningsstyrelsen.
I en mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad skriver Bygningsstyrelsen følgende:
"Bygningsstyrelsen ser frem til samarbejdet med Vejdirektoratet, og til at Vejdirektoratets erfaringer og kompetencer kan bringes i anvendelse på Bygningsstyrelsens større byggeprojekter".
Den nye direktion i Bygningsstyrelsen kommer til at bestå af konstitueret direktør Kristian Lyk-Jensen og vicedirektør Signe Primdal Lyndrup.
Hos Socialdemokratiet ser uddannelses- og forskningsordfører, Mette Reissmann frem til, at forløbet omkring Niels Bohr bygningen nu bliver gransket.
- Tilliden til Bygningsstyrelsen hænger i en meget tynd tråd. De mange sager alene på universitetsområdet siger alt. Det er en skandale. Derfor ser jeg frem til at læse rapporten til bunds, siger hun.
Bygningsstyrelsen mister ansvar og direktør efter byggeskandale
Vejdirektoratet overtager ansvaret for de største byggeprojekter efter rapport om Niels Bohr Bygningen retter sønderlemmende kritik af Bygningsstyrelsen