I en ny rapport vurderer konsulentfirmaet Ernst & Young, at budgetoverskridelsen på Niels Bohr Bygningen i København er på svimlende 1,3 mia. kroner, og det samlede budget ender i 2,9 mia. kroner inklusiv en reserve på lidt mere end 11 procent.
Det har længe været kendt, at Niels Bohr Bygningen i København ikke overholdt det oprindelige budget på 1,6 mia. kroner.
Blandt andet blev den spanske installationsvirksomhed Inabensa fyret i februar, og i den seneste statusrapport over bygge- og anlægsprojekter fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet fremgik det, at "en betragtelig del af Inabensas arbejder skal helt eller delvist bortfjernes og opføres på ny af nye entreprenører".
Ikke kun vvs-entreprisen
Nu har ministeriet dog en præcis opgørelse over skaderne med rapporten fra konsulentfirmaet. Og det er da også vvs- og ventilationsentreprisen, som Inabensa vandt i sin tid, der især får hug og bliver fremhævet som årsag til "markante budgetoverskridelser og store forsinkelser i byggeriet".
Det er dog ikke den eneste faktor. Også forsinkelser på råhusentreprisen tidligt i forløbet har kostet. Og før byggefasen blev det samlede budget i skitseprojektet til små 1,3 mia. kroner opskrevet til 1,6 mia. kroner i det første aktstykke på grund af øgede arkitektoniske og tekniske krav, ifølge konsulentfirmaet.
Svag økonomistyring
Desuden kritiserer Ernst & Young, at projektet gennem hele projektforløbet har haft lave reserver i forhold til kompleksiteten.
"Således ses der i projektets indledende faser en reserve på cirka ni procent og ved anlægsstart en reserve på cirka seks procent. Der er ligeledes ikke anvendt et korrektionstillæg til at justere for, at eventuel erfaringsbaseret underbudgettering mangler i forbindelse med udarbejdelse af de tidlige budgetversioner", lyder det.
I tillæg har budgetstyringen været uensartet.
"Således varierer bl.a. formatet for rapporteringen hen over projektets faser. Hovedbudgettet forud for og i forbindelse med licitation fremstår dog velunderbygget, mens økonomistyringen vurderes utilstrækkelig i projektets udførelsesfase".
Niels Bohr Bygningen: Ekstraregning løber op i 1,3 mia. kroner
En rapport fra konsulentfirmaet Ernst & Young vurderer, at byggeriet af Niels Bohr Bygningen kommer til at koste staten 2,9 mia. kroner efter store budgetskred