Hvad der startede som en vvs-virksomhed i 1978 har gennem årene udviklet sig til at inkludere flere installationsopgaver. 
 
Derfor har installatøren, der gør sig i København og Nordsjælland, skiftet navn fra Fredensborg VVS-Teknik til Fredensborg Teknik. 
 
- Siden 2014 har vi arbejdet med en strategiplan om at udvikle virksomheden til at håndtere flere fagområder. Vi laver meget andet end vvs, og det mener vi også, at navnet skal afspejle, fortæller adm. direktør Mogens Muff. 
 
Han tilføjer, at det nye navn har stået på virksomhedens biler i noget tid, men det er først blevet officielt i erhvervsstyrelsens database (Det Centrale Virksomhedsregister) ultimo oktober 2017. 
 
Mere direkte kundekontakt 
Fredensborg Teknik har i dag egenproduktion inden for vvs, teknisk isolering og blik. Desuden har installatøren mandskab til styring af ventilation, el og cts, så man ifølge hjemmesiden kan "levere den komplette tekniske løsning til erhvervsejendomme, industrien, hospitaler og større bolig byggerier". 
 
Tidligere har den sjællandske virksomhed haft egenproduktion inden for el, men det område er blevet solgt fra igen. 
 
Et andet væsentligt fokus for virksomheden er, at den direkte kontakt med kunden nu fylder mere. 
 
- 80 procent af vores forretning var tidligere opgaver for hoved- og totalentreprenører, mens 20 procent var direkte kundekontakt til bygherren. Det er vendt på hovedet, så 80 procent i dag er direkte kontakter, fortæller Mogens Muff. 
 
Han kom til som adm. direktør i maj 2014 efter tidligere at have haft lederstillinger hos blandt andet Skanska, NCC og MT Højgaard. 
 
VVS-Teknik ikke helt glemt 
Fredensborg Teknik blev i august dømt for karteldannelse på fem byggeprojekter gennemført i 2012 og 2013. Sagen endte med en bøde på én mio. kroner, og i mellemtiden er hele den daværende ledelse udskiftet. Licitationen - Byggeriets Dagblad har spurgt Mogens Muff, om navneskiftet væk fra Fredensborg VVS-Teknik også har noget med kartelsagen at gøre. 
 
- Det kan man umiddelbart godt tro, når man kigger tilbage, men det handler egentlig primært om, at vi gerne vil sende et signal om, at vi beskæftiger os med en større vifte af opgaver, svarer han. 
 
Navnet "Fredensborg VVS-Teknik" indgår fortsat i virksomheden, men nu som et såkaldt binavn.
Installatør gennemfører strategisk navneskifte
Virksomheden Fredensborg VVS-Teknik A/S, der tidligere i år blev dømt i en kartelsag, har fjernet "vvs" fra virksomhedsnavnet for at signalere en bredere profil
                        