REGION NORDJYLLAND 
 
AALBORG 
 
Erhvervsbyggeri 
Aalborg Byråd har godkendt forslag til Kommuneplantillæg 2.016 og Lokalplan 2-4-106 Erhverv m.m., Lufthavnsvej og Thistedvej, Lindholm, som herefter er blevet fremlagt i offentlig høring frem til 22. december. 
 
Formålet med planerne er at muliggøre en revitalisering af de erhvervsarealer, der ligger i tilknytning til krydset Thistedvej/Lufthavnsvej. Området udgør et knudepunkt for den daglige trafik til og fra Aalborg Lufthavn. Lokalplanen giver mulighed for kontorer, lettere erhverv og andre servicevirksomheder, der ønsker en synlig placering og god infrastruktur. Derudover giver lokalplanen mulighed for, at der i et mindre omfang kan opføres boliger øst for Thistedvej. 
 
THISTED 
 
Udbygning af Thy Hallen 
Thisted Kommunalbestyrelse bliver på sit møde i dag bedt om at frigive 170.000 kroner til afsluttende brugerinddragelse, samordning af skitseoplæg og tidsplan vedrørende udbygning af Thy Hallen. 
 
Hallen skal nyindrettes og videreudvikles med henblik på en bedre udnyttelse og der skal opføres nye kvadratmeter, som blandt andet skal rumme spring- og gymnastikfaciliteter. Også hallens udendørsfaciliteter skal bygges ud. 
 
Det er endvidere planen, at nyt Center for Sundhed skal placeres ved Thy Hallen, og at tidsplanen for de to projekter skal koordineres. 
 
REGION MIDTJYLLAND 
 
ODDER 
 
Små lejeboliger 
Odder Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan for et område ved Kildegade og Ålykkecentret i Odder for at kunne opføre små, billige lejeboliger med støtte fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. 
 
Lokalplanforslaget har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse. Miljø- og Teknikudvalget har sagen på dagsordenen den 7. november og byrådet den 27. november. 
 
I samarbejde med Domea og Luplau og Poulsen er der udarbejdet et boligprojekt, som omfatter 43 lejeboliger på 35-55 kvm. 
 
VIBORG 
 
Seniorbofællesskab 
Viborg Byråd har godkendt den foreløbige anskaffelsessum, skema A, til opførelse af afdeling 45 under Boligselskabet Viborg, som omfatter 21 almene familieboliger i et bofællesskab på Lindevænget i Hald Ege. 
 
Afdeling 45 etableres som et individuelt seniorbofællesskab, hvor der er selvstændigt køkken i hver bolig, et fælleshus og grønne arealer, der giver mulighed for fælles aktiviteter og samvær. Boligerne opføres som rækkehuse. Facaderne bliver med svenskrød træbeklædning, tagene bliver sadeltag med sort tagpap, vinduer og andre bygningsdetaljer bliver i hvidt. Projektet bliver på i alt 2.144 kvm, hvoraf fælleshuset udgør 152 kvm. 
 
Anskaffelsessummen er beregnet til godt 41,6 mio. kroner. 
 
Boligselskabet Viborg forventer, at boligerne er klar til indflytning i sommeren 2019. 
 
HERNING 
 
Udvidelse af biogasanlæg 
Bigadan A/S ønsker at udbygge Sinding-Ørre Biogasanlæg på Rosmosevej 4. Anlægget forventes at kunne behandle 180.000 tons biomasse om året efter udvidelsen. Udvidelsen er af en sådan størrelse, at der skal udarbejdes en Miljøkonsekvensrapport forud for en realisering af projektet. 
 
Herning Byråd har sagen på dagsordenen i dag, hvor forvaltningen anbefaler, at planlægning for lokalplan og kommuneplantillæg igangsættes, og at debatoplæg forud for udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport sendes i høring. 
 
AARHUS 
 
Opførelse af fire rækkehuse 
I 2016 godkendte Aarhus Kommune et projekt med fire etagelejligheder på Silkeborgvej 322. Det blev senere konstateret, at projektet var af for ringe kvalitet, og at mange naboer var imod. På den baggrund blev byggetilladelsen tilbagekaldt. Derefter blev projektet, efter samråd med Stadsarkitekten, revideret til et arkitekttegnet rækkehusprojekt, der støtter op omkring ønsket om fornyelse og fortætning af bebyggelsen langs Silkeborgvej. 
 
Teknik og Miljø beder nu Aarhus Byråd godkende det reviderede projekt og bemyndige Teknik og Miljø til at meddele de fornødne tilladelser og dispensationer. Aarhus Byråd tager stilling i sagen i morgen. 
 
REGION SYDDANMARK 
 
ODENSE 
 
Renovering af almene boliger 
Fyns Almennyttige Boligselskab har bedt Odense Byråd godkende en fysisk helhedsplan for renovering af afdelingen Fyrreparken i Vollsmose med 504 boliger, og sagen behandles på By- og Kulturudvalgets møde i dag. 
 
Planen består af både indvendig og udvendig renovering af boligerne samt renovering af udearealer. Den samlede plan forventes at koste 500 mio. kroner at realisere. De væsentligste og dyreste dele af planen for Fyrreparken er etablering af boliger med øget tilgængelighed og udbedring af kuldebroer/indeklima og anden opretning, idet Fyrreparken i mange henseender lider af de samme problemer, som andre tilsvarende betonbebyggelser fra samme periode. 
 
 By- og Kulturforvaltningen indstiller til By- og Kulturudvalget, at byrådet godkender den fysiske helhedsplan for afdelingen Fyrreparken, herunder stiller kommunal garanti for realkreditlån samt medvirken til kapitaltilførsel. 
 
Fyrreparken blev opført i 1968-1969 i fire etager som et prestigeprojekt for montagebyggeri.
 
ODENSE 
 
Etageboliger, butikker, parkeringshus 
Lokalplan nr. 1-787 Område ved Tværkajen, Havnegade og Londongade, Odense havn indstilles nu til endelig vedtagelse, og By- og Kulturudvalget tager stilling i sagen på sit møde i dag. 
 
Lokalplanforslaget er udarbejdet for at skabe rammerne for et aktivt byområde på Odense havn, hvor nyt byggeri skal styrke Havnepladsen som bydelens centrale offentlige byrum. Lokalplanen muliggør opførelse af byggeri mellem Havnepladsen og Havnegade og omdannelse af området mellem Toldbodgade og Havnepladsen til et grønt rekreativt parkområde. 
 
Der kan opføres cirka 18.000 kvm etageareal med anvendelse til etageboliger, butikker, caféer og lignende samt parkeringshus. 
 
ODENSE 
 
Ny bydel 
Lokalplan nr. 8-811 for Gartnerbyen indstilles til endelig vedtagelse i Odense Byråd i morgen. Lokalplanen er udarbejdet for at realisere ønsket om at udvikle en ny bydel - Gartnerbyen - på den tidligere Gasa-grund i Bolbro. 
 
REGION HOVEDSTADEN 
 
VÆRLØSE 
 
Almene boliger i Sydlejren 
Planerne om opførelse af boligafdelingen Skovhusene i Sydlejren i Værløse er nået dertil, hvor Furesø Byråd i morgen skal godkende Skema A. 
 
Skovhusene opføres i ni boligblokke i en blanding af ejer- og lejeboliger. Den almene del består af 50 boliger, som Furesø Boligselskab er bygherre på. Byggeriet opføres som et projektbyggeri efter KAB´s Almenbolig+ koncept. Byggeriet er præfabrikeret elementbyggeri. Projektet udbydes i begrænset licitation uden forudgående prækvalifikation til en række totalentreprenører, som har kendskab til Almenbolig+ konceptet. 
 
Boligerne forventes klar til indflytning om to år.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Aalborg, Thisted, Odder, Viborg, Herning, Aarhus, Odense og Værløse