23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Tårnby, Fuglebjerg, Odense, Nyborg, Lind, Aarhus og Øster Brønderslev

REGION HOVEDSTADEN

TÅRNBY

Vandafledning
Der har gentagne gange været problemer med indtrængende vand på Nordregårdsskolen i Tårnby ved kraftigt regnvejr.

Rambøll har derfor for Tårnby Kommune kortlagt problematikken og udarbejdet en projektrapport med forslag til tiltag, der kan sikre bygningen mod vand. Rapporten beskriver og illustrerer forslag til placering af regnbede med tilhørende render, som leder regnvand til bedene. Det vil koste en lille halv mio. kroner at realisere forslaget.

Bygge- og Ejendomsudvalget har godkendt forslaget. 

REGION SJÆLLAND

FUGLEBJERG

Fjernvarmeforsyning
Teknisk Udvalg i Næstved Kommune har godkendt et projektforslag for fjernvarmeforsyning af et af et nyt boligområde på Dalsgårdsvej 75 i Fuglebjerg som ansøgt af Fuglebjerg Fjernvarme.

Fjernvarmenettet udbygges i to etaper svarende til bygherres boligudbygningsplan. Etape 1 påbegyndes i dette efterår, mens etape 2 forventes påbegyndt ultimo 2018. 

REGION SYDDANMARK

ODENSE

Boldbaner
By- og Kulturudvalget i Odense Kommune har sagt god for, at der bruges tre mio. kroner næste år på etablering af to 11-mandsbaner ved Boldklubben Marienlyst.

Banerne anlægges, fordi der er behov for øget banekapacitet til kvinde- og pigefodbold.

Der er i gældende lokalplan for området udlagt et areal til boldbaner. En del af arealet har været tilplantet med skov og har i en periode været en del af hundeskoven Lolas Lund. De to boldbaners placering kolliderer derfor med en mindre del af hundeskoven Lolas Lund, som reduceres med 0,6 hektar.

NYBORG

Renovering af legepladser
Legepladsrådgiveren Herluf Landskab+Leg lavede i 2015 en analyse af og udarbejdede et forslag til en strategi for de offentlige legepladser for Nyborg Kommune.

Siden har kommunen årligt afsat to mio. kroner til modernisering og renovering af legepladser - både de offentlige og legepladserne ved skoler og institutioner.

Med udgangspunkt i dette arbejde har forvaltningen udarbejdet et forslag til fordeling af legepladsmidlerne for 2018, som Økonomiudvalget har på dagsordenen på mandag.

Det foreslås, at der bruges 600.000 kroner på offentlige legepladser, 800.000 kroner på 4kløverskolen, og 600.000 kroner på dagtilbudsområdet fordelt på institutionerne Møllervangen, Åhaven, Myretuen og Ådalen.

REGION MIDTJYLLAND

LIND

Forlængelse af sti
Alpi Hallerne har søgt Herning Kommune om tilskud til stiforbindelsen fra den nordlige bydel i Lind til hal og skole samt til en cykelparkering til cykler ved hallen.

For tre år siden anlagde man en stiforbindelse fra det nordligste af boldbanearealet i Lind til hal og skole, og stien bruges flittigt. Der er imidlertid brug for at få styrket stiforbindelsen, der er uoplyst, og efter at der er bygget ny hal er stiføringen ikke optimal. Stien vil nu blive forlænget hen til den nye hal, hvor der ligeledes etableres en cykelparkering.

Herning Kommune bliver bedt om et tilskud på 100.000 kroner og dertil om frigivelse af de 200.000 kroner, som er afsat til belysning på stien. Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til anmodningen på sit møde på mandag.

AARHUS

Rekreativt område
Lokalplan 1060, Idrætsanlæg og rekreativt område ved Vidtskuevej i Viby indstilles efter endt høring til endelig vedtagelse i Aarhus Byråd på onsdag.

Lokalplanen er blevet udarbejdet på baggrund af Budget 2016, hvor det blev besluttet at støtte etablering af boldbane og rekreative faciliteter på Vidtskuevej. Boldbanen er en udvikling af AGF’s banekapacitet på Fredensvang, og det er aftalt, at AGF påtager sig den fremtidige drift af de etablerede boldbaner.

REGION NORDJYLLAND

ØSTER BRØNDERSLEV

Bypark
Arbejdet med at etablere en bypark - eller et gadekær uden vand i Øster Brønderslev - går nu i gang.

Formand for ungdomsskolens bestyrelse Peter Stecher har taget initiativ til et møde mellem de parter, der skal inddrages. Foruden ungdomsskolen og ungdomsklubben er det menighedsrådet og borgerforeningen i Øster Brønderslev.

En tidligere børnehave er revet ned, og der er i to omgange uddelt penge fra den grønne pulje til etableringen af en bypark eller et gadekær - i alt 450.000 kroner.

- Vi skal have lavet en bypark, der kommer til at virke som et samlingssted for Øster Brønderslev. Jeg forestiller mig selv muligheden for at eksperimentere med belysning af områdets stier, opdeling af parken i rum, utraditionelle bord og bænkesæt og lignende, siger Peter Stecher til Nordjyske.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.194|