Også materielgårde forandrer sig med årene. Det er slut med de tider, hvor en materielgård var en slags kommunal entreprenørforretning.
I Aalborg har det været sådan, men meget er sket i de forgangne år. Og det er langt fra slut endnu. I hvert fald hvis det er op til afdelingschef Niels Sloth Christiansen:
- Førhen var Materielgården jo en lokal entreprenørforretning, der kørte efter den såkaldte BUM-model - altså bestiller-udfører modellen. Den kørte vi med i mange år. Det var ligesom det man gjorde. Men nu hedder det HD-modellen, som vi gik over til for nogle år siden, og det betyder i al sin enkelhed Helhedsorienteret drift, fortæller Niels Sloth Christiansen.
Han har været i afdelingen siden 2001, så han har set udviklingen gennem årene, og har kunnet tage de gode ting med sig, og lade de mindre gode ting ligge.
- Nu om dage er det jo sådan, at vi ikke må konkurrere med private virksomheder. I stedet kører vi en del benchmarking på de områder, hvor vi rent faktisk kan sammenligne os med private udbydere, fortæller han.
Et resultatcenter
- Vi er fortsat et selvstændigt resultatcenter, og vi opererer efter budgetter. En række funktioner har vi dog udliciteret, hvilket andrager ca. 30 procent af de områder vi dækker, siger han til Licitationen Byggerets Dagblad.
Der er også områder, som man slet ikke har noget at gøre med mere. Det gælder for eksempel asfaltområdet.
- Vi kan slet ikke konkurrere med det private. Så det er naturligt at det ligger der i nogle aftaler, der løber over længere tid, siger han.
- Det samme gælder rensning af kloakker og rottebekæmpelse.
- Der er dog områder, hvor vi kan benchmarke, altså sammenligne os, så vi kan sikre os, at vi selv er konkurrencedygtige, samt at de private virksomheder er i harmoni med os rent prismæssigt, siger han. Det gælder for eksempel det grønne område og vintertjenesten. Vintersæsonen er lige gået ind, og der er vagtsat folk til at rykke ud, ligeså snart nattefrosten sætter ind.
- Her kan vi sammenligne med de private operatører. Vi har for eksempel tre store kommunale kirkegårde samt et krematorium i Aalborg, hvor vi er i stand til at sammenligne os med andre med jævne mellemrum, fortæller han.
Flere mindre gårde
Der er flere materielgårde i Aalborg. En stor og flere små i de mindre kommuner, der blev sammenlagt med Aalborg sidst.
Der er faktisk fem mindre materielgårde rundt om, som bibeholdes, fordi det er for dyrt og tidkrævende at flytte grejet rundt.
- Vi skal også være tættere på borgerne, så vi kan rykke ud når det er, så det er filosofien bag det, siger han.
Afdelingen hører organisatorisk under Park & Natur, og der er omkring 250 mennesker beskæftiget, når der er flest. I snit har afdelingen cirka 195 årsværk i gang.
Digitaliseringsproces i gang
Makkeren og kollegaen gennem alle årene, Bjarne Svane, har ansvaret for indkøb, og har på materielsiden et budget på 5-5,5 millioner kroner, som han håndterer:
- Vi har gennem årene opsamlet stor erfaring i, hvordan vi får handlet til de rigtige priser, og at sikre at vi får det rette maskineri, siger han.
Udviklingen stopper dog aldrig. Det er en dynamisk proces, som også Niels Sloth Christiansen arbejder med:
- Vi arbejder med digitalisering, og det gælder for eksempel smartphones til alle, så man kan bruge en fælles platform til indberetning, dokumentation og kommunikation.
- Det tager tid, men det skal nok blive effektivt. Vi arbejder desuden med at borgerne kan tippe os om ting, der ikke er i orden, og så kan det gå direkte ud til de pågældende medarbejdere. Det er noget der sparer en del tid og papirgang, siger han.
Fra BUM til helhedsorienteret drift
Materielgården i Aalborg har været forandringsorienteret i en årrække, og udviklingen fortsætter