23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hareskovby, Slagslunde, Tuse, Jyderup, Kalundborg, Gørlev, Holbæk, Aabenraa og Silkeborg

REGION HOVEDSTADEN

HARESKOVBY

Etablering af pavilloner
Økonomiudvalget i Furesø Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til, om der skal frigives 900.000 kroner til projektering og etablering og leje af pavilloner til genhusning.

Den nye institution, der opføres på den grund, hvor Hareskov Børnehus ligger i dag, skal have plads til 100 børn.

Projektet omfatter både nedrivning af den eksisterende institution, opførelse af cirka 1.000 kvm ny institution og etablering af udearealer, legeplads og parkeringsplads.

Opgaven er udbudt, og kommunen forventer at kunne underskrive totalentreprisekontrakt i december. Byggeriet skal ifølge planerne påbegyndes i april næste år.

SLAGSLUNDE

Udbygning af fjernvarmeværk
På baggrund af indkomne høringssvar i den offentlige høringsperiode af forslag til lokalplan 47 for et nyt biomassefyret kedelanlæg i Slagslunde er der tilføjet ændringer, og det skal nu det besluttes, om den nye lokalplan 47 kan vedtages som forslag. Planudvalget i Egedal Kommune anbefaler, at den reviderede lokalplan 47 godkendes og fremlægges i offentlig høring i fire uger, og i dag skal Økonomiudvalget tage stilling i sagen.

Lokalplanen har til formål at muliggøre udvidelse af det eksisterende fjernvarmeværk ved Blomstervej i Slagslunde samtidig med at der åbnes mulighed for en bredere anvendelse af ejendommene indenfor lokalplanområdet til blandede byformål.

REGION SJÆLLAND

TUSE

Bofællesskab
Holbæk Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om forslag til lokalplan 7.10 med tilhørende kommuneplantillæg for bofællesskab ved Tuse Byvej skal godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Udarbejdelsen af det nye plangrundlag udspringer af et konkret ønske fra grund­ejer om at etablere et bofællesskab i tilknytning til Tuse by. Med kommuneplantillæg nr. 40 udlægges derfor en ny boligramme for arealet.

Bofællesskabet planlægges således, at der er mulighed for at variere mellem ejer-, leje- og andelsboliger. I det aktuelle projekt udbygges området med cirka 40 tæt-lave boliger samlet i fire mindre bo-grupper med indre fælles gårdrum og omkringliggende grønt friareal. Området planlægges desuden, så der i tilknytning til boligerne potentielt kan etableres nyttehave, fælleshus, samt et område til hobbylandbrug og mindre dyrehold.

JYDERUP

Nyindretning af præstegård
Forslag til lokalplan 11.17 for Jyderup Præstegård indstilles til endelig vedtagelse i Holbæk Byråd i dag.

Jyderup og Holmstrup Menighedsråd har vurderet, at Jyderup Præstegård er utidssvarende som tjenestebolig og har ikke ønsket at istandsætte boligen.

Efter afslag på tilladelse til at nedrive den bevaringsværdige præstegård er Jyderup Præstegård sat til salg. I forlængelse heraf har en kommende køber med fuldmagt fra menighedsrådet, ansøgt om ændring af plangrundlaget, så det bliver muligt at anvende præstegården til restaurant, hotelvirksomhed, forsamlingshus, detailhandel, liberale erhverv, kultur- og foreningsformål, institution, undervisningsformål og lignende samt forsat anvendelse til bolig.

Formålet med lokalplanen er således, at der gives mulighed for ny anvendelse af præstegården.

KALUNDBORG

Opførelse af 44 almene familieboliger
Vestsjællands almene Boligselskab har søgt om godkendelse af skema A vedrørende opførelse af 44 almene familieboliger på Lupinvej i Kalundborg med en samlet anskaffelsessum på 53,378 mio. kroner, og sagen er på Kalundborg Kommunalbestyrelses dagsorden i dag.

Der er tale om et byggeri med statstilskud i henhold til Bekendtgørelse om tilskud til etablering af almene familieboliger, som kan forbeholdes flygtninge, og den grundkapital Kalundborg Kommune skal bidrage med udgør efter tilskud 2,779 mio. kroner.

Bebyggelsen er udlagt på grunden som gårdbebyggelse, og den samler sig således omkring en stor fælles gårdhave. Byggeperioden er sat til april 2018 til april 2019.

GØRLEV

Boliger
Kalundborg Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag beslutte, om Forslag til Kommuneplantillæg nr. 8 og Lokalplan nr. 567 for et boligområde ved Florvænget i Gørlev skal godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Lokalplanen skal give bedre muligheder for at udvikle et attraktivt boligområde med en varieret villabebyggelse end gældende lokalplan giver. Bygherre ønsker at udvide boligområdet ind i det grønne område, da lokalplanområdets vestlige del er meget vådt og derfor ikke er velegnet til bebyggelse, som bestemt i den gældende Lokalplan nr. 94. Lokalplanforslaget foreslår, at der i den vestlige del i stedet etableres et regnvandsbassin, som skal have karakter af en naturlig sø. Ved regnvandsbassinet skabes et offentligt grønt område, der har omtrent samme omfang som det grønne område, der inddrages til boligområde.

HOLBÆK

57 almene familieboliger
Boligselskabet Lejerbo planlægger at opføre 57 almene familieboliger på Ny Taastrupvej 2 i Holbæk på det areal, hvor botilbuddet Abildgården har holdt til. Lejerbo køber grunden af Holbæk Kommune og nedriver den eksisterende bygning for at give plads til de nye boliger. De 33 af boliger opføres ifølge planerne som tæt-lavt byggeri, mens de 24 øvrige boliger indrettes i et etagebyggeri. Byggeriets samlede anskaffelsessum er beregnet til 114,915 mio. kroner.

Lejerbo har søgt Holbæk Kommune om kommunalt grundkapitallån og om kommunegaranti for realkreditlån, og Holbæk Byråd tager stilling i sagen på sit møde i dag.

REGION SYDDANMARK

AABENRAA

Udbygning af skole
Aabenraa Statsskole ønsker at udvide deres nuværende aula ud til Forstalle. Udvidelsen er ikke mulig inden for rammerne af gældende lokalplan, og der er derfor udarbejdet forslag til ny lokalplan, som sammen med et forslag til kommuneplantillæg indstilles til godkendelse med henblik på offentliggørelse i Aabenraa Byråd i dag.

Det er i forbindelse med udarbejdelse af den nye lokalplan for statsskolen fundet hensigtsmæssigt at medtage området med Deutsche Privat Schule og Deutsches Gymnasium für Nordschleswig. Lokalplanen fremtidssikrer derved også Deutsche Privat Schule og Deutsches Gymnasium i forhold til fremtidige udvidelser.

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG

Forbedring af køkkener
Daginstitutionerne Askehuset i Them og Skovbuen i Gødvad i Silkeborg Kommune skal begge have opdateret deres køkkener.

Hidtil har der ikke været madordning i Skovbuen, men det skal der være fremover, og i den forbindelse øges kravene til køkkenfaciliteterne. Køkkenet i Askehuset lever ikke op til de arbejdsmiljømæssige krav med hensyn til indretning af opvask og bearbejdning af råvarerne.

Økonomi- og Erhvervsudvalget og Børne- og Ungeudvalget anbefaler, at der anlægsbevilges en mio. kroner til opdatering af de to køkkener.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125|instance-web04