Den nye Storstrømsbro skulle ikke gerne være en engangsforestilling i Danmark for den italienske entreprenør Itinera, der står i spidsen for det joint venture, som mandag blev udpeget som totalentreprenør på det store broprojekt med et tilbud på små 2,1 mia. kroner.
- Storstrømsbroen passer ind i vores udviklingsplan for det nordiske marked, hvor vi ser rigtig gode muligheder. Især i Danmark og Sverige. Vi har lagt tilbud ind på flere projekter, men Storstrømsbroen er vores første kontrakt i Danmark, fortæller Anna Bardoni fra Itinera til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Hun er såkaldt tender manager for det italienske joint venture.
I en meddelelse på virksomhedens hjemmeside kan man desuden læse, at Itinera ser Nordeuropa som et strategisk marked, der er præget af "betydelige investeringer i transport- og infrastrukturprojekter".
Aktuel på andre projekter
Itinera har en ejerandel på 51 procent i det vindende joint venture, som i alt består af tre entreprenører og en rådgiver fra Italien.
Virksomheden er desuden prækvalificeret på to sygehusbyggerier: De nye universitetshospitaler i henholdsvis Odense og Køge, som begge udbuder totalentrepriser til omkring to mia. kroner.
Italiensk debutant har mod på mere nordisk
Storstrømsbroen er første danske kontrakt for den italienske entreprenør Itinera, der har planer om at udvide ordrebogen i Nordeuropa