Et joint venture med fire italienske virksomheder blev mandag udpeget som totalentreprenør på det prestigefyldte anlæg af den nye Storstrømsbro.
Italienerne vandt med et tilbud på 2,1 mia. kroner foran tre andre bydende, og det var især prisen, der sendte holdet fra støvlelandet til tops i konkurrencen.
- Der var relativt store prisforskelle mellem tilbudsgiverne, og det er i stor udstrækning prisen, der har gjort forskellen, fortæller projektchef i Vejdirektoratet, Niels Gottlieb, og henviser til, at pris blev vægtet med 70 procent, mens kvalitet vægtede 30 procent ligeligt fordelt mellem to underkriterier.
Tilbuddet fra italienerne var næsten 400 mio. kroner mindre end det dyreste tilbud.
Forsvarligt projekt
Vejdirektoratet mener, at alle fire tilbud var af høj kvalitet og kalder vindertilbuddet, der var tredjebedste, når man isoleret kigger på kvalitetskravene, for overbevisende i en pressemeddelelse.
- Det kan godt være, at vi har valgt det billigste tilbud, men vi mener, det er et godt og forsvarligt projekt, vi står med. Blandt andet den dialogbaserede tilgang under tilbudsgivningen har været været med til at mindske risici, siger Niels Gottlieb til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han oplever generelt, at den konkurrenceprægede dialog, der bestod af tre forhandlingsrunder, har været med til at skærpe projektet.
- Dels har processen åbnet vores øjne for, hvor vi stiller nogle uhensigtsmæssige krav og været med til at give et mere bygbart projekt, siger han og tilføjer:
- Og dels har tilbudsgiverne fået en bedre indsigt i projektet, og det giver os en forhåbning om, at vi kan undgå nogle af de misforståelser, der kan være i et projekttilbud.
Indhenter budgettab
Detailprojekteringen af den kommende Storstrømsbro gav ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet flere udgifter end beregnet. Blandt andet til arkæologi og fundering. Efter der er fundet totalentreprenør, følger projektet dog igen budgetplanen.
- Vi ligger på den gode side i øjeblikket og har en lille margin i forhold til budgettet. Vores interne risikoberegning viser, at der med vinderprojektet er lidt mere end 50 procents sandsynlighed for at gennemføre projektet inden for vores budget, der er eksklusiv anlægsreserven på 20 procent, siger Niels Gottlieb.
Laveste pris sikrede italiensk sejr på Storstrømsbroen
Vinderbuddet på Storstrømsbroen var bedst på pris og nummer tre ud af fire på kvalitet