REGION HOVEDSTADEN
HVIDOVRE
Modernisering af køkkener og og badeværelser
KAB har på vegne af Hvidovre Boligselskab, afdeling Hvidovreparken, ansøgt Hvidovre Kommune om godkendelse af låneoptagelse til iværksættelse af individuelle moderniseringer af køkkener og badeværelser i afdelingen, der ligger på M. Bechs Allé 2-6, Hvidovregade 14-18, Hvidovrevej 111-127, 142-154 og Præstemosen 1-15.
Hvidovre Kommunalbestyrelsen har sagen på dagsordenen i dag.
HVIDOVRE
Ombygning til handicapboliger
Boligselskabet Lejerbo har henvendt sig til Hvidovre Kommune på baggrund af et ønske om at omdanne et erhvervslejemål i Strandbyparken til tre-fire ældre- og handicapegnede boliger.
Center for Handicap og Psykiatri har behov for boliger til borgere indenfor centerets målgruppe, og en arbejdsgruppe har derfor drøftet forslaget med Lejerbo.
Direktøren anbefaler, at administrationen fortsætter drøftelserne med Lejerbo. Hvidovre Kommunalbestyrelse tager stilling i sagen på sit møde i dag.
FARUM
40 tagboliger
Økonomiudvalget i Furesø Kommune skal på sit møde i i morgen blandt andet tage stilling til, om Lokalplan 133 - Etageboliger på Frederiksborgvej kan anbefales til endelig vedtagelse.
Lokalplanen omfatter etageboligbebyggelsen "Frederiksborgvænget" på Frederiksborgvej. Der er i dag 122 boliger i seks eksisterende boligblokke i tre etager. Lokalplanen og det tilhørende kommuneplantillæg skal gøre det muligt at etablere cirka 40 nye tagboliger i en nybygget fjerde etage på fire af de eksisterende boligblokke. Desuden baner det nye plangrundlag vej for opførelse af to nye fritliggende boligblokke på fire etager, som indrettes med cirka 20 små familieboliger og cirka 24 familieboliger indrettet for seniorer.
VÆRLØSE
Tæt-lav boligbebyggelse
Økonomiudvalget i Furesø Kommune skal på sit møde i i morgen blandt andet tage stilling til, om Lokalplan 134 - Tæt lav boligbebyggelse ved Jonstrupvangvej kan anbefales til endelig vedtagelse.
Bygherren ønsker at opføre seks boliger på 135 kvm.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Etageboligbyggeri
Roskilde Byråd skal på sit møde i morgen blandt andet beslutte, om forslag til lokalplan 654 og kommuneplantillæg 3 for boliger ved Retten i Roskilde skal godkendes og fremlægges i høring.
Det nye plangrundlag skal gøre det muligt at opføre en boligbebyggelse i op til seks etager på et areal ved siden af Retten i Roskilde.
REGION SYDDANMARK
ODENSE
45 almene boliger
Lokalplan 8-854 indstilles nu til endelig vedtagelse i Odense Byråd. Indstillingen er på Økonomiudvalgets dagsorden i morgen.
Lokalplanen er udarbejdet for at bane vej for cirka 45 almene boliger som en fortætning af den eksisterende etageboligbebyggelse afgrænset af vejene Juelsmindevej, Rolf Krakes Vej og Højemarksvej.
SVENDBORG
Boliger og serviceerhverv
Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget i Svendborg Kommune har godkendt forslag til lokalplan 630 for et område til boliger og serviceerhverv ved Ørbækvej, Svendborg, til offentliggørelse i fire uger.
Lokalplanen opdeler området i fire delområder. I delområde A nedrives den tidligere Faktabutik på 762 kvm og erstattes med 20 helårsboliger i varierende størrelser. Delområde B sikres til fortsat serviceerhverv og delområde C sikres til parkering. Delområde D fortsætter som legeplads til den tilgrænsende børneinstitution.
REGION MIDTJYLLAND
LEMVIG
Udbygning af daginstitution
Lemvig Kommune skal udbygge Lemvig Menighedsbørnehave og -vuggestue på Skolevej i Lemvig, og sagen er på dagsordenen, når Familie- og kulturudvalget holder møde i dag.
Udvalget skal blandt andet godkende valg af rådgiver og procesplan. Byggeteamet anbefaler, at der indgås kontrakt om totalrådgivning med Møller Nielsens Tegnestue v/Arkitekt Per B. Clausen.
Byggeopgaven udbydes i indbudt licitation, og Lemvig Kommune har afsat godt 15 mio. kroner til udbygning af institutionen.
HORSENS
18 familieboliger og 12 ungdomsboliger
Andelsboligforeningen Beringsgaard har ansøgt om at blive godkendt som bygherre og driftsherre på et påtænkt byggeprojekt med 30 almene boliger på Vestergade 10-14 i Horsens. Samtidig søger Andelsboligforeningen Beringsgaard om godkendelse af skema A vedrørende opførelsen af de 30 boliger, hvoraf de 18 er almene familieboliger og de 12 er ungdomsboliger. Boligerne indrettes i en etagebebyggelse på fire etager.
Den samlede anskaffelsessum er beregnet til godt 34 mio. kroner.
Byrådet skal træffe beslutning i sagen på sit møde i dag.
HORSENS
Udvidelse af museum
Tillæg 43 til Kommuneplan 2013, udvidelse af Industrimuseet, Gasvej samt boliger, Ny Havnegade, Horsens indstilles til endelig vedtagelse i Horsens Byråd i dag.
Tillægget er udarbejdet for at give Danmarks Industrimuseum mulighed for at udvide med blandt andet udstillingsarealer og -faciliteter, samt møde- og uddannelseslokaler.
Tillægget giver mulighed for, at området kan detailplanlægges til museumsformål, parkeringshus og boliger i en kommende lokalplan for området.
HORSENS
Boliger og dagligvarebutik
Horsens Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om forslag til Lokalplan 2016-14, Boliger og Dagligvarebutik, Egebjergvej, Nørrestrand, Horsens skal godkendes og fremlægges i offentlig høring i 12 uger.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for et boligområde med en varieret bebyggelse, baseret på naturen og landskabets kvaliteter. Intentionen er at skabe et attraktivt nyt byområde med fokus på bæredygtighed, blandt andet i form af tættere bebyggelse, store fælles friarealer med naturpræg, åben regnvandshåndtering og gode stiforbindelser samt at styrke områdets samlede biodiversitet.
Forslag til Lokalplan 2016-14 er udarbejdet som første etape i realiseringen af Natur- og byudviklingsplanen "Nørrestrand - bæredygtig natur- og byudvikling".
REGION NORDJYLLAND
MOLLERUP
Siloer
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan på baggrund af et ønske fra korn- og foderstofvirksomheden Mollerup Mølle om udvidelse af virksomhedens aktiviteter i form af etablering af siloer, parkeringsanlæg mv.
Teknik- og Miljøchefen i Morsø Kommune anbefaler, at forslaget godkendes og fremlægges i offentlig høring i fire uger.
I første omgang tager Udvalget for Teknik- og Miljø stilling i sagen på sit møde i morgen.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hvidovre, Farum, Værløse, Roskilde, Odense, Svendborg, Lemvig, Horsens og Mollerup