REGION HOVEDSTADEN
HEDEHUSENE
Udvikling af Hedeland
Høje-Taastrup, Greve og Roskilde kommuner har i perioden 2015-17 samarbejdet med I/S Hedeland om en ny udviklingsplan for Hedeland. Udviklingsplanen har været fremlagt for Hedelands bestyrelse i september 2017, hvor den blev godkendt.
Udviklingsplanen er på Roskilde Byråds dagsorden i morgen, hvor forvaltningen indstiller den godkendt.
Udviklingsplanen sætter retningen for udviklingen af faciliteter og oplevelser i Hedeland, hvor der blandt andet er planer om at etablere besøgs- og læringscenter og videreudvikle naturlegepladsen. Ligeledes er der planer om at forbedre allerede eksisterende faciliteter, etablere mindre nye anlæg som for eksempel shelters, MTB-spor, store hundeskove samt gøre oplevelsen af Hedeland lettere tilgængelig for eksempel ved hjælp af skiltning, informationstavler, loops og grejbank.
REGION SJÆLLAND
NYKØBING
Klimatilpasning
For at kunne igangsætte klimatilpasningsprojektet kaldet Grønnehave Bæk skal Odsherred Byråd godkende et forslag til en overordnet tidsplan. En mere detaljeret tidsplan skal efterfølgende udarbejdes i samarbejde med Odsherred Forsyning. Derudover skal forslag til økonomisk overslag og fordeling samt anvendelse af areal godkendes, således at administrationen kan arbejde videre med projektet på baggrund heraf. Sagen behandles på Økonomiudvalgets møde i dag.
Miljø- og Klimaudvalget anbefaler, at den overordnede tidsplan godkendes, og at administrationen arbejder videre med projektet på baggrund heraf. Desuden indstilles det, at Odsherred Kommune og Odsherred Forsyning deler udgifterne til forundersøgelser for etablering af vandløb, arealerhvervelse og nedre vådområde, således at Odsherred Kommune betaler tre mio. kroner og Odsherred Forsyning en mio. kroner.
REGION MIDTJYLLAND
YDING
Udstykning
Horsens Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om forslag til Lokalplan 2016-11, Blandet bolig og erhverv, Yding i byzone, Yding skal fremlægges i offentlig høring i otte uger som anbefalet af både Teknik- og Miljøudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Forslag til Lokalplan 2016-11 er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en privat lodsejer i området, som ønsker at udstykke grunde til boliger på et areal i det sydlige Yding.
Det nye område er cirka tre hektar stort, og lokalplanen giver mulighed for udstykning af minimum 18 grunde til boliger.
ENDELAVE
Renovering af mole
I forbindelse med vedtagelse af budget 2017 har Horsens Byråd afsat anlægsmidler til renovering af molen på Endelave, der for år tilbage er blevet påsejlet og i den forbindelse blevet beskadiget.
Nu søger direktionen om frigivelse af 2,8 mio. kroner til igangsætning af projekteringen i indeværende år, så anlægsarbejderne kan igangsættes i 2018.
Byrådet tager i stilling til anmodningen i dag.
LUND
Byggemodning
Byggemodning i Erhvervspark Vega - en forlængelse af Mossvej er på dagsordenen, når Horsens Byråd holder møde i dag.
Direktionen indstiller, at Byrådet meddeler tillæg til anlægsbevilling til gennemførelse af erhvervsbyggemodning på 17 mio. kroner.
Der er udarbejdet projekt for udlægning af vej i 17 meters bredde med otte meter kørebane, 2,5 meter fællessti og to meter yderrabat i hver side. Stier udlægges i fem meters bredde, med tre meter sti og en meter yderrabat i hver side. Der etableres stibelysning. Stisystemet kobles sammen med eksisterende Kørupvej nord for Mossvej. Kørupvej syd for Mossvej tilsluttes Mossvej. Projektet omfatter en rundkørsel samt en stitunnel og ydermere indgår nedrivning af Højgårdsvej 1 og 9 i projektet.
Der er endnu ikke udført arkæologiske detailundersøgelser, da der har været en forpagtningsaftale på arealerne, der har været dyrket frem til sensommeren.
HORSENS
Hegning og udsigtssted
Horsens Byråd skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til, om første og anden del af første etape for natur- og friluftsfaciliteter i den vestlige del af Nørrestrand skal godkendes. Projektet omfatter hegning og afgræsning med kvæg, udsættelse af vildheste, etablering af trampestier med udsigtssted samt dannelse af ny sø og etablering af en ny parkeringsplads, og det udspringer af udviklingsplanen for den nye bydel i Horsens "Nørrestrand - bæredygtig natur- og byudvikling". Der søges samtidig om en anlægsbevilling på 723.000 kroner.
Udviklingen af naturen ved Nørrestrand Nord er opdelt i fem etaper, og de efterfølgende fire etaper omfatter etablering af ny naturskov i den østlige del af Nørrestrand, etablering af vådområde i Fiskebæk, etablering af vådområde i Nebel bæk og etablering af ny natur nord for Nørrestrand.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Hedehusene, Nykøbing Sjælland, Yding, Endelave, Lund og Horsens