Der er god aktivitet hos det familieejede østjyske nedbrydningsselskab, P. Olesen & Sønner A/S. Firmaet har haft en omsætningsfremgang på 21 mio. kroner i regnskabsåret der sluttede 30. april 2017. Omsætningen lyder på 322 mio. kroner mod 299 mio. kroner året før. Bruttoresultatet er på 94 mio. kroner mod 87 mio. kroner året før.
Men driftsresultatet endte med at blive lidt ringere, nemlig på 16,5 mio. kroner mod 20 mio. kroner året før. Det giver også udslag på bundlinjen der endte på knap 11 mio. kroner mod lige under 14 mio. kroner året før.
- Det er et dårligere resultat, men alligevel betegner vi det som et acceptabelt resultat, siger Jens Olesen, der er direktør i familievirksomheden.
- Der er flere grunde til nedgangen på resultatsiden. Vi har haft et tab på 1,5 mio. kroner på en debitor, der ikke kunne betale, og så har vi haft et par sager, der ikke gik helt efter planen, og som vi ikke har tjent det på, vi havde kalkuleret med, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Ifølge Jens Olesen har firmaet også investeret en del i nye maskiner, men da det primært er leasingkontrakter, influerer det ikke meget på slutresultatet.
Højt aktivitetsniveau
Jens Olesen beklager sig ikke over aktivitetsniveauet:
- Der er masser at regne på, og vi har høj aktivitet, og ordrebogen er også ganske rimelig ud, siger han.
Men han siger også at konkurrencen om opgaverne er hård, og at det lægger en dæmper på indtjeningen. Han erkender dog også at konkurrencen tegner det samme billede i det forgangne regnskabsår, som i året før, så det er ikke her, at forklaringen på den mindre indtjening skal findes.
- Men der er faktisk hård kamp, når det gælder prisen på opgaverne, siger han.
Lidt mindre stigning
Selvom omsætningen er pænt stigende, er den dog ikke vokset helt så meget om i årene før. Det er en fremgang, men ikke helt så markant. Alligevel må man betegne virksomheden som værende inde i en sund udvikling med en jævn vækstkurve målt på omsætning op gennem de seneste fem år.
Firmaet beskæftiger 110-115 medarbejdere, men har i perioder betydeligt flere medarbejdere, idet man indlejer folk efter behov. Dermed kan der i perioder godt være næsten det dobbelte antal medarbejdere i gang for virksomheden.
Nedbryders resultat dykker lidt
Et par sager, der er gået mindre godt, samt et milliontab på en kunde, der ikke kunne betale, trækker nedad i en ellers fornuftig drift hos P. Olesen & Sønner